10 timer har en gravid kvinde ventet på en jordemoder, der sidder fast i sneen og ikke kan komme frem. En anden jordemoder er nu blevet sendt afsted på ski for at hjælpe den fødende kvinde.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>B.T. er med i det militære bæltekøretøj, der siden i nat har siddet fast i snemasserne på Bornholm.

- Vi har været på vej mod Tejn,  hvor en fødende kvinde venter, de sidste 12 timer. Vi har nu siddet fast i ti timer, fortæller B.T.s fotograf Nils Meilvang.

Sammen med jordemoderen venter de nu på hjælp til at få bæltekøretøjet fri, så de kan fortsætte mod Tejn. Tre gummigeder er sat ind for at hjælpe dem fri. 

- Vi har søgt ly på en nærliggende gård. Her sidder vi og får varm kaffe, ind til gummigeden kan nå frem, siger Nils Meilvang.  

Sammen med jordemoderen har de hele natten siddet i en pansret mandskabsvogn, men selv den kan ikke nå frem, og de må derfor vente på gummigeden.

Politiet fraråder al udkørsel på Bornholm, hvor det endnu ikke er lykkedes at rydde vejene.

Vagtchef ved Bornholms Politi, Jan Kragbæk, tør ikke sige noget om, hvornår der kan komme hul igennem på vejene. Derfor sidder mange mennesker også fortsat i Rønne, hvor de strandede på vej til julebesøg.

Vejret betyder også, at mange bornholmske kirker aflyser gudstjenester juledag.