Johnny Frandsen var glad for at være i Dahlgårds Tivoli i 1999. For dér havde han, hvad han skulle bruge, som han sagde. Tag over hovedet og mad på bordet. Og det var mere, end han havde i verden uden for Dahlgårds.

Det var Johnny Frandsen, der blev frosset ud af de andre, fordi han ‘lugtede af kloak’, og ham, der for rullende kamera måtte svede i fogedretten, fordi han ikke havde fået betalt bøden for et knallerttyveri. En del af tiden før Dahlgårds Tivoli havde den 25-årige byknægt tilbragt i spjældet.

14 år senere ønsker Johnny Frandsen ikke at gøre meget væsen af sig.

Han er 39 år og bor hos sine forældre. Snart vil han gerne kunne flytte i sit eget igen.

Han har det godt

Han vil ikke have sit billede i avisen. Men han vil gerne fortælle, at han har det godt.

Og at han ikke er død af en overdosis, som rygterne ellers fortæller.