KØB PLUS!

Jødiske børn frarådes skoler på Nørrebro

Jødiske børn bliver chikaneret i så høj grad på folkeskolerne på Nørrebro, at jødiske forældre flere gange er blevet frarådet at melde deres børn ind i skolerne i området, skriver P4 København

- Vi har haft nogle kedelige episoder, som gør, at jeg har været nødt til at sige til nogle forældre, at det kan blive svært at have jødiske børn i det her område, fordi der er rigtig mange palæstinensere, fortæller Lise Egholm, der om en måned fratræder som skoleleder på Rådmandsgades skole.

Hun mener, at der er en oplagt løsning på problemet.

- Oplysning, oplysning og oplysning er vejen frem. Altså vi skal debattere det her og blive ved med at debattere det - så kan vi lave det om. For det kan ikke være rigtigt, at man i 2013 ikke kan gå på en skole på Nørrebro, fordi man har en jødisk baggrund. Det er jo helt hen i hegnet, siger den afgående skoleleder til P4 København.

Det Mosaiske Troessamfund er bekendt med problemet.

- Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, men det er en virkelighed, som vi kender, og som vi - i citationstegn - lever med.

- Den her problemstilling er så alvorlig, at den skal italesættes fra for eksempel det jødiske samfunds side, fra min side, siger formand Finn Schwartz.

Når jøder oplever at blive frarådet skoler på Nørrebro, er der noget rivende galt, mener De Radikale:

- Vi ønsker et samfund, der er tolerant og mangfoldigt, og det skal selvsagt gælde for alle. Mindretal skal opleve tolerance, men de skal godt nok også selv udvise tolerance, ellers hører alt jo op.

- Tolerance kommer ikke af sig selv, og derfor er det vigtigt, at det sættes på dagsordenen - på den politiske dagsorden som den ude på skolerne og i boligområderne. Derfor bakker jeg også meget op om skoleleder Lise Egholm, som jeg tror har løsningen: Oplysning og dialog, siger integrationsordfører Liv Holm Andersen (R).

Hvad skal der gøres ved problemet? Sig din mening herunder.