Fredag morgen kunne danskerne se den progerira-ramte Jesper Sørensen på tv for første gang i et år. Her fortalte han, hvordan det går, efter han sidste år gennemgik en stor hofteoperation.

Fra 2008 og frem blev danskerne vænnet til at kunne følge med i, hvordan det gik med den i dag 18-årige Jesper Sørensen fra Nordjylland, der lider af den ekstremt sjældne sygdom progeria. Det foregik i TV 2-dokumentaren 'Drengen i den gamle krop', der er blevet vist på kanalen over flere omgange.

Derfor kan det muligvis også have bekymret mange, at der sidste år blev mere stille omkring Jesper Sørensen, efter han kom alvorligt galt af sted i den lokale sportshal. Her kom han til at sparke så uheldigt til en fodbold, at hans hofte røg ud af hofteskålen.

Fredag morgen lød der heldigvis opløftende meldinger fra den ukuelige unge mand, da han blev interviewet i TV 2's Go' morgen Danmark. Her var Jesper Sørensen inviteret ind for at overraske sin gode ven Morten Resen, der havde sidste dag som vært på programmet.

Jesper Sørensen fortalte, at han er blevet så 'fit for fight', at han både kan gå og løbe igen.

De gode fremskridt har resulteret i, at han er tilbage produktionsskolen i Hjørring, hvor han sidste år begyndte på kokkelinjen.

»Det er dejligt at være der, for i alle de måneder, hvor jeg gik hjemme, kom jeg ikke ud og lave ting med andre på min alder,« fortalte Jesper Sørensen til Morten Resen.

Du kan se øjeblikket, hvor Louise Wolff overrasker Morten Resen og byder Jesper Sørensen velkommen i videoen her:

Jesper Sørensen lagde dog ikke skjul på, at kampen for at komme tilbage har været en sej omgang.

Der ventede nemlig den unge mand en benhård genoptræningsproces efter operationen, der ikke blev lettere af, at han ældes otte gange hurtigere end normalt.

»Jeg havde det, for at sige det ligeud, ikke særlig godt. Jeg gik sådan set derhjemme og lavede ingenting. Det var kedeligt, og det var trist, ja, det var som at være på sygehuset,« sagde Jesper Sørensen.

Børn med progeria bliver i gennemsnit kun 13 år og sjældent ældre end 16 år. Med sine 18 år har Jesper Sørensen trumfet den dystre statistik og er i dag blevet en ung mand med mod på fremtiden. Han kan faktisk blive helt 'bims' af at gå derhjemme, fortalte han i Go' morgen Danmark.