Jesper Hornskov og Aiqin Sun har været gift i 28 år og har boet det meste af deres ægteskab i Kina. Men i 2015 besluttede parret sig for at flytte til Helsinge i Nordsjælland for at være tæt på Jespers mor. Nu er Aiqin Sun udvist til Kina.

Da parret blev gift, var Aiqin Sun den første kineser fra sin provins, der blev gift med en udlænding siden 1949. Den daværende ambassadør lykønskede parret med ægteskabet og ønskede dem al held og lykke med deres liv sammen. Men næsten 30 år efter har piben fået en anden lyd, og Aiqin Sun skal være ude af Danmark inden den 16. juli.

»Igennem 10-12 år har min hustru og jeg planlagt at rejse til Danmark for at bo, og i hele den periode har 26-års reglen stået ved magt. Men så kom der en ministerinstruks om at ophæve reglen med tilbagevirkende kraft, og det gør, at vi står og nærmest er som smidt på lossepladsen,« fortæller Jesper Hornskov til BT.

26-års reglen var en lov om, at der kunne ses bort fra tilknytningskravet, hvis en af parterne har været dansk statsborger i mindst 26 år, hvis vedkommende er født i Danmark og har boet her i 26 år, eller hvis vedkommende er kommet hertil som barn og har boet her i 26 år. Men sidste år blev det vedtaget, at der nu skal ses bort fra den regel.

Det bekræfter Udlændingestyrelsen i en mail til BT, hvor de forklarer, at reglen bortfaldt efter en dom ved Menneskerettighedsdomstolen underkendte 26-års reglen i juni sidste år.

Den i dag 53-årige nordsjællænder og hans 69-årige hustru ville gerne tættere på Jespers mor, som bor i Helsinge. Deres nu voksne datter har læst på universitetet i England og bor nu derovre, og derfor er det mere bekvemt for dem at bo tæt på Københavns Lufthavn, hvor de kan være hos deres datter efter en kort flyvetur. Og så er der ren og klar luft i det nordsjællandske – noget der bestemt ikke gør sig gældende i Kina.

»Faktisk kan jeg ikke tåle at bo i Kina længere. Jeg har astma, og luftforureningen i landet er så høj, at jeg hurtigt ville blive syg,« siger Jesper Hornskov.

'De er ekstremt selektive i udvælgelsen af fakta'

Derfor har parret fundet sig en dygtig advokat, som vil hjælpe dem med deres klagesag. For Jesper Hornskov mener, Udlændingestyrelsen har vurderet helt forkert i forhold til sin hustrus tilknytningsforhold til Danmark og Kina.

»Tilhørsforholdene er slet ikke rigtige i Udlændingestyrelsens afgørelse. For det første er min mor slet ikke nævnt, selvom Aiqin og hun er tætte, og Aiqins forældre er døde, og kun en af hendes søstre bor i Kina – og hende har hun ikke talt med, siden de blev adskilt under kulturrevolutionen i 1966.«

Aiqin Sun havde fire søstre. To af dem er døde, en er emigreret til USA, og den sidste har intet ønske om kontakt med Aiqin. Derfor ville hun være alene og uden netværk, hvis hun skulle vende tilbage til Kina.

»Jeg oplever det som om, Udlændingestyrelsen er ekstremt selektive i udvælgelsen af fakta, som skal underbygge deres afgørelse,« understreger Jesper Hornskov.

Han er bekymret for sin hustru, for det kan være fatalt for Aiqin Sun at skulle flytte til Kina. Hun er 69 år, har ikke et sted at bo og ingen til at hjælpe hende, hvis hun bliver syg. Kina er dyrt og bureaukratisk og du er afhængig af at have et netværk, mener Jesper Hornskov.

Men Udlændingestyrelsen afviser, at Aiqin Suns afslag bygger alene på hendes familieforhold i Kina, men lige så meget har noget at gøre med, at Jesper Hornskov har boet i Kina i 23 år.

'Jesper Hornskovs 23 år i Kina har svækket hans tilknytning til Danmark i en sådan grad, at han ikke opfylder sin del af tilknytningskravet. Det vejer så tungt, at afgørelsen ville have været den samme, hvis Aiqin Sun ingen familie havde i Kina. Derfor er den samlede tilknytning størst til Kina. Hvis parret mener, at der er nye, afgørende oplysninger, er de velkomne til at fremsende dem. Så vil vi se på det. Vores afgørelse er ikke endelig, idet de kan påklage den til Udlændingenævnet og få en ny vurdering,' skriver Lone Zeuner, kontorchef i Udlændingestyrelsen, til BT.

Til døden os skiller

»Min hustru og jeg hører sammen. Der er en grund til, at vi har valgt at forblive gift i næsten 30 år, så hvis de udviser hende, så udviser de i princippet også en dansk statsborger. Afgørelsen er helt ude af trit med folkeånden. Min hustru og jeg skal være sammen til døden os skiller,« siger Jesper Hornskov.

De har overvejet at flytte til Sverige, men på den anden side, så er det ikke det, parret har drømt om, og så vil de stadig ikke bo tæt på Jespers mor – som de i dag bor blot 300 meter fra. Desuden vil deres klage frafalde, hvis de flytter ud af Danmark.

»Jeg synes, det er sygt, at jeg skal argumentere for at få lov til at blive i mit fædreland. Det er uværdigt for Danmark, det er flovt.«

Mandag skal parret besøge deres advokat, som vil hjælpe dem med en underskriftindsamling og en indsamling af tilkendegivelser fra folk, som kender Jesper Hornskov, og som vil stå inde for hans, og dermed hans hustrus, tilknytning til Danmark.

Der er mange, der har meldt sig som skrivere af en sådan tilkendegivelse, og deres nabo, Michael Danekilde, har taget skridtet videre og delt parrets historie på Facebook. Her er opslaget allerede delt over 10.750 gange og har fået 1.100 kommentarer, hvoraf langt de fleste er vrede over Udlændingestyrelsens afgørelse.