Ligesom næsten halvdelen af alle danske ægtepar er sognepræst og debattør Jesper Bacher blevet skilt. Men det er ikke det monogame ægteskabs død, alarmklokkerne bør ringe ind, mener han.
»Jeg vil gerne starte med at understrege, at folk har lov til at leve som de vil, når de er voksne og myndige. Når det så er sagt, synes jeg, det er meget trist,« siger sognepræst og debattør Jesper Bacher, der er en del af den teologiske bevægelse Tidehverv – ligesom blandt andre politikerne Søren Krarup og Jesper Langballe fra DF.
Berlingske fanger ham i telefonen en højhellig søndag morgen for at høre hans syn på det åbne parforhold. Et emne, der har været på dagsordenen de senere år. På det seneste i kølvandet på podcasten »Utro med Adam Holm«, hvor den tidligere Deadline-vært undersøger sit eget og danskernes forhold til utroskab og i den forbindelse taler med personer, der lever i åbne forhold.
Fredag fortalte Berlingske historien om det unge ægtepar Ejnar og Mia Håkonsen, som dater og har sex med andre udover hinanden.
Men tilbage til Jesper Bachers tristhed ved tanken om det åbne parforhold.
»Man skal hele tiden vælges, men er det ikke det store i kærligheden, at der er en, som har valgt dig en gang for alle og står fast ved det valg? Også selvom det er surt, selvom man ikke altid er attraktiv eller super sexet,« siger sognepræsten.
Du abonnerer på en meget traditionel kærlighedsopfattelse, som vi har haft i århundreder. Det lyder jo meget smukt, men hvad nu hvis det ikke fungerer i nutidens parforhold?
»Fungerer… Det lyder nærmest som en maskine. Det er jo ikke bare smukt, jeg tror også, det er sandt og rigtigt. Du siger, det er et traditionelt kærlighedsbegreb, men jeg synes, at man i det tager mennesker alvorligt. Man vover noget for hinanden, ofrer sig for hinanden og giver afkald for hinanden.«
»Mennesket er ikke bare en klump kød, man kan bruge som et middel til egen lykke. Mennesker er noget særligt, de kalder på vores troskab, de kalder på vores ofre.«
Som aktier så mennesker… Eller?
I det åbne forholds natur ligger en tingsliggørelse af ens elskede, mener Jesper Bacher. Som et barn, der med store øjne betragter og længes efter det nye, skinnende legetøj på stormagasinets hylder.
»Det er ligesom et lille forkælet barn: Jeg vil have fra alle hylder, jeg vil ikke begrænse mig. Åh nej, tænk hvis jeg skulle give afkald og ikke følge min lyst. Tænk, hvis mit underliv ikke var min grundlov – hvis jeg, uha mig særlige person, som er sat til for at nyde mig selv og bruge andre til at opnå nydelse, at jeg skulle give afkald og begrænse mig for at sige: Jeg elsker dig så meget, at jeg giver afkald på andre,« siger han.
»Man kan ikke hvile i et valg, der er truffet. Og jeg må sige, at det er uendelig trist. Den anden bliver jo noget, der er interessant, så længe vedkommende har værdi,« siger Jesper Bacher.
Og apropos værdi, så nævner Jesper Bacher den afdøde polske sociolog Zygmund Bauman, som har diagnosticeret det senmoderne menneskes liv i adskillige værker. Blandt andet vores forhold til kærlighed i bogen »Flydende Kærlighed«.
»Bauman siger om parforholdet, at det er blevet en investering på linje med andre investeringer. Og man kunne ikke drømme om at aflægge troskab over for de aktier, man netop har købt – for de stiger og falder i værdi. Nu investerer jeg ikke selv, for det har jeg ikke midler til, men jeg kan da godt regne ud, at det ikke er smart kun at investere i en ting – man skal sprede sine investeringer lidt. Så får man mere udbytte. Det giver god mening, når det drejer sig om aktier, men når det handler om kærlighed er det sørgeligt.«
Bauman diagnosticerer hele vores samtid, og hans konklusion er jo, at mennesker er løsrevede små satellitter, der lever i de her flydende forhold. Hvis det er den udvikling, vi står i, hvad er så problemet i, at folk eksperimenterer med andre kærlighedsformer?
»Du må da indrømme, at det er frygtelig trist at læse Bauman. Han moraliserer jo ikke, men diagnosticerer netop. Der har altid været utroskab – Bibelen fortæller også om det, men at man gør det til et ideal, at der ikke er noget galt i det, at det er den bedste måde at leve på - dét er et kæmpe forfald.«
»Lykke er en afgud. For den gud ofrer vi mennesker og troskab«
Berlingske taler med Jesper Bacher midt i en tid, hvor ægteskabet er under pres. Næsten hvert andet danske ægteskab går opløsning, og i en TNS-Gallup måling for Berlingske angiver knap hver fjerde af de 1.037 adspurgte danskere, at de har været deres partner utro.
Årsagerne til de tårnhøje skilsmisseprocenter er mange, mener sognepræsten, der skynder sig at tilføje, at han faktisk selv er skilt. Skal han generalisere, så kan det koges ned til én ting: Jagten på lykken.
»Hvad er det, du gifter dig med? Et menneske eller lykken? Er det lykken du elsker, eller er det et andet menneske? Så kan man sige, at man elsker det andet menneske, fordi det gør en lykkelig, men sådan vil det bare ikke altid være. Hvad så hvis man ikke længere er lykkelig nok: Skal man så forlade den anden, eller skal man søge andre græsgange? Velkommen til den voksne verden! Jeg synes, det er enormt umodent,« siger han.
»Hvad regner vi med? Lykke er en afgud, og for den gud ofrer vi mennesker og troskab. Det eneste, det hele drejer sig om, er, at vi skal være lykkelige. Men jeg tror, der er noget, som er vigtigere i livet end at være lykkelig. Selvom jeg godt lige vil understrege, at jeg godt kan lide at være lykkelig.«
Hvad er det?
»Troskab er vigtigere end lykke. Min troskab over for mine børn, min troskab over for dem jeg elsker.«
Vi har både høje skilsmisserater og en stor andel, som er deres partner utro. Kan man ikke sige, at der burde ringe nogle alarmklokker – at det monogame parforhold har spillet fallit og bare ikke virker for rigtig mange mennesker?
»Alarmklokkerne burde i sandhed ringe, men klokkerne burde ikke ringe det monogame parforhold og ægteskabets død ind. De burde egentlig ringe som alarmklokker for en kultur, der har gjort lykken til gud.«
