Jernbanebroen over Limfjorden, der blev ødelagt, da et finsk fragtskib i marts sejlede ind i den, bliver ikke genåbnet før næste år, oplyser Banedanmark.

Nordjyderne må endnu engang væbne sig med tålmodighed, efter at Banedanmark igen har udskudt genåbningen af jernbanebroen over Limfjorden. Broen vil nu først blive åbnet engang i det nye år.

Først forlød det, at togsporet ville være reetableret i begyndelsen af november. Dernæst blev genåbningen af jernbanebroen udsat til den 19. november, men arbejdet blev heller ikke færdig til den tid. I stedet lød meldingen »tidligst 26. november«.

Nu melder Banedanmarks totalentreprenør, MT Højgaard, så endeligt ud, at udbedringen af fejl og mangler på broelementerne bliver så omfattende, at man udskyder genåbningen til engang i 2013. Og på grund af de store forsinkelser, der har været hidtil, vil Banedanmark først melde en præcis dato for åbningen ud, når arbejdet er afsluttet og godkendt.

- De hårdtprøvede nordjyder har krav på færdige løsninger og et endeligt resultat, nemlig at der igen kan køre tog over Limfjorden. Derfor sætter vi først en ny dato, når vi har sikkerhed for, at alle fejl og mangler er udbedret, siger administrerende direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.

Det er navnlig et udsædvanligt stort antal fejl i svejsningerne på broen, som gør, at følgearbejdet er blevet udvidet, fortæller divisionsdirektør i MT Højgaard Henning Schultz i en pressemeddelelse.

- Jeg skal undskylde dybt over for de nordjyske togpassagerer og forsikre om, at både vi og vores totalentreprenør har sat alle kræfter ind og fortsætter fokuseret frem til genåbningen af jernbanebroen, siger Jesper Hansen.

Broen blev kraftigt beskadiget, da et finsk fragtskib i slutningen af marts i år kolliderede med broen mellem Aalborg og Frederikshavn. Forsinkelsen betyder, at nordjyderne må berede sig på, at nødkøreplanen med busser mellem Aalborg og Frederikshavn fortsætter noget tid endnu.