Den populære bøfrestaurant Jensens Bøfhus mangler penge, og derfor sætter man nu flere ejendomme til salg.

Stifter af Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, har sat ejendomme til salg for 64 mio. kroner i byerne Randers, Esbjerg og Aarhus. Det viser en gennemgang, som avisen Børsen har foretaget af Palle Skov Jensens ejendomme, skriver Finans.dk

Den dyreste ejendom ligger i Esbjerg og er udbudt til 24 mio. kroner. Den billigste af de tre ejendomme ligger i Randers og kan fås for 19,4 mio. kroner.

Til Børsen forklarer Palle Skov Jensen, at Jensens Bøfhus lejer langt de fleste af kædens bygninger, og det vil man også hellere fremover med de tre bygninger, der nu er sat til salg.

De seneste år har været præget af flere cheffyringer hos Jensens Bøfhus, og det har blandt andet medført udskiftning af en indkøbschef, to marketingschefer og to økonomichefer.

Sidste år bragte flere anonyme kilder kritik frem i Berlingske Business og forklarede, at Palle Skov Jensen er skyld i, at virksomheden er gået i stå. Palle Skov Jensen svarede dengang på kritikken og sagde, at Excel-ark i perioder havde fyldt mere end restaurantkædens 5,5 mio. årlige kunder.

Jensens Bøfhus har tidligere på måneden solgt sit varemærke 'Jensens Køkken' samt restuarantkædens populære saucer til leverpostejsgiganten Stryhns. Palle Skov Jensen ville dengang ikke oplyse salgsprisen, men har til TV 2 sagt, at prisen var 'attraktiv'.