Jensens Bøfhus er presset på økonomien og leder efter en ny og pengestærk medejer. Årsagen skal i høj grad findes i et slidt og støvet forretningskoncept, som ikke har formået at følge med tiden, lyder vurderingen fra en ekspert. 

Med en gæld på 228 millioner kroner og regnskaber med blodrøde tal på bundlinien er stifteren af Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, klar til at sælge ud af sit livsværk.

»Vi vil gerne vokse og åbne nye butikker i et højere tempo, og de planer koster en del penge. Derfor er vi ude at se på, hvordan vi kan skaffe kapital, og vi kigger efter en partner,« siger Palle Skov Jensen, der både er ejer og direktør i selskabet, til Børsen.

Selskabet bag bøfkæden, Jensen's Food Group, har en gæld til storbanken SEB på 228 millioner kroner, og i 2014 havde selvskabet et underskud på 30 milloner kroner, mens det året før tabte 11 millioner kroner. Og til Børsen fortæller den pressede ejer, at regnskabet fra 2015 også kommer til at munde ud i et underskud.

»Når de nu har oparbejdet så stor en gæld, er der nok ikke de store muligheder, andet end at få et større volumen, altså i form af flere restauranter. Men spørgsmålet er, om mulige investorer har lyst til at bide på krogen. For det helt afgørende må være, om deres koncept stadigvæk er holdbart,«  fortæller ekspert i detailhandel Bruno Christensen til BT.

Han mener, at Jensens Bøfhus er blevet overhalet inden om af deres konkurrenter. Derfor skal der tænkes i nye baner, hvis bøfkæden skal generobre børnefamilierne, der er deres primære målgruppe.

»Jeg tror, at problemet skal findes i konceptet, som mange måske opfatter som lidt støvet. Imens kan man jo konstatere, at der er dukket nye spillere op på markedet, i form af det familieejede Restaurant Flammen og Bones-kæden, som med nye og friske ideer har lagt sig tæt op af Jensens Bøfhus,« siger Bruno Christensen, der sammenligner Jensens Bøfhus med elektronikkæden Fona, som tidligere på året gik i betalingsstandsning.

»Jeg mener, man godt kan drage nogle paralleller. I begge tilfælde har vi med traditionsrige virksomheder at gøre, som er blevet fanget i defensiven, presset af nytænkende konkurrenter, mens konceptet ikke er fulgt med tiden,« siger Bruno Christensen.

Han peger dog også på, at en af årsagerne til nedturen skal findes i, at Palle Skov Jensen har forsøgt at udvide sin forretning til andet end bøf-restauranter.

I 1998 blev selskabet Jensens Køkken stiftet, der i dag blandt andet leverer whiskeysauce og spareribs til de danske supermarkeder. Ifølge Børsen har Palle Skov Jensen i samarbejde med SEB forsøgt at sælge selskabet fra. Dog uden held.

»Det kan jo tænkes, at man måske har fjernet lidt af det nødvendige fokus på at drive restaurant, når man samtidig har forsøgt at drive forretning på andre områder,« siger Bruno Christensen.

Shitstorm bliver brugt som undskyldning

Til Børsen forklarer Palle Skov Jensen, at en del af forklaringen på den økonomiske modvind, skal findes i den omdiskuterede retssag fra 2014, hvor bøf-kæden havnede i en navnestrid med Jensens Fiskerestaurant.

Palle Skov Jensen trak sig sejrrigt ud af sagen, der endte i Højesteret, men Jensens Bøfhus endte i en regulær shitstorm på de sociale medier. En protestside på Facebook, som opfordrede til boykot af bøf-kæden, fik mere end 100.000 likes.

»Vi skulle have kommunikeret bedre, og så må jeg erkende, at jeg på det tidspunkt ikke var i trit med mine gæster. Og som den store spiller skulle vi have vist mere ydmyghed og brugt flere kræfter på at søge et forlig,« forklarer Palle Skov Jensen til Børsen.

Men den forklaring køber Bruno Christensen ikke.

»Det er da rigtigt, at de blev meget upopulære oven på den sag. Men selvom de kom i gevaldig modvind, så tror jeg, at der var tale om et øjebliksbillede. Hvorfor man nu giver den sag en så stor del af skylden, ved jeg ikke. Men det vidner om, at man forsøger at finde en årsag til nedturen ved at kigge udad frem for indad,« siger Bruno Christensen.

Jensens Bøfhus gjorde sin entré i dets nuværende form, tilbage i 1990, og har siden udvidet og åbnet restauranter i både Tyskland, Norge og Sverige. I dag står Palle Skov Jensen i spidsen for i alt 46 restauranter.