Jensen’s Bøfhus indkasserer kæmpe underskud. ’Shitstorm’ efter navnestrid menes at være blandt årsagerne.

Effekterne af en navnestrid om navnet ’Jensen’s’, der endte i en kæmpe ’shitstorm’ på nettet, har haft store effekter på familierestauranten Jensen’s Bøfhus, der nu atter må indkassere et kæmpe underskud.

Hele 56,5 millioner kroner tabte kædens moderselskab Jensen’s Food Group, der står bag Jensen’s Bøfhus.

Det fremgår ifølge TV2Fyn af regnskabet for Karl Chr. Skov Jensen A/S, der ejer flere af de bygninger, hvor bøfkæden har sine restauranter.

Selve regnskabet for Jensen’s Food Group er dog endnu ikke offentliggjort.

Jensens’s Food Group ejes helt af Palle Skov Jensen, der stiftede restauranten tilbage i 1984 i Aarhus under navnet Restaurant España. Senere omdøbte han restauranten til Bøf España, men efter en kritik af, at maden på hans restaurant ikke havde meget at gøre med det spanske køkken, ændrede han i 1990 til det mere mundrette ’Jensen’s Bøfhus’.

Og navneforandringen endte som en kæmpe succes. For op igennem 90’erne og 00’erne gik det rigtig godt for Jensens Bøfhus. Faktisk gik det så godt, at Palle Skov Jensen endte som mangemillionær.

I 2010 viste regnskabet for Jensen’s Food Group A/S, at selskabet havde en egenkapital på hele 132 millioner kroner.

Men træerne vokser ikke ind i himlen – heller ikke for Palle Skov Jensen.

De senere år er det nemlig primært gået en vej for Jensens Bøfhus, nemlig ned ad bakke.

Underskud efter underskud er blevet præsenteret, og formuen er krympet. I 2014 indkasserede Jensens Food Group et underskud på 29.9 millioner kroner.

En af årsagerne til nedturen for Jensen’s Bøfhus skal blandt andet findes i den spektakulære navnestriden, som bøf-kæden havnede i i 2014.

Jensens Bøfhus havde sagsøgt en lille fiskerestaurant fra Sæby, der kaldte sig ’Jensen’s Fiskerestaurant’. Bæf-kæden mente, at navnet lå for tæt op ad deres eget og striden var både i byretten og Landsretten, før Højesteret afsluttede den i 2014, hvor Jensen’s Bøfhus fik medhold i, at fiskerestaurantens navn mindede for meget om deres eget. Det resulterede blandt andet i, at indehaveren af fiskerestaurenten måtte betale en bøde på 200.000 kroner til Jensen’s Bøfhus.

Dommen blev dog ikke godt modtaget i befolkningen, hvor mange danskere mente, at Jensen’s Bøfhus ikke kunne tage ejerskab over navnet ’Jensen’, ligesom mange mente, at bøfhuset trynede den lille fiskerestaurant. Der blev ligefrem lavet en protestside på Facebook, hvor man opfordrede til at boykotte Jensen’s Bøfhus.

Palle Skov Jensen indrømmede dog også i et interview med Børsen, at sagen havde fået negative effekter på hans restaurantkæde.

»Vi skulle have kommunikeret bedre, og så må jeg erkende, at jeg på det tidspunkt ikke var i trit med mine gæster. Og som den store spiller skulle vi have vist mere ydmyghed og brugt flere kræfter på at søge et forlig,« forklarede Palle Skov Jensen i april til Børsen.

Dengang virkede han dog ikke synderligt bekymret for økonomien. I stedet fortalte han, at han havde planer om at fordoble antallet af restauranter indenfor en årrække.

Men shitstormen er ikke det eneste problem for Jensen’s Bøfhus’ økonomi.

Food Group A/S døjer også med en massiv gæld til storbanken SEB, og derfor skal der bruges en pengestærk medejer til bøfimperiet, hvis planerne om flere restauranter skal realiseres.

Problemet er dog, at det kan blive svært at finde en investor, når kæden kæmper med underskud. Det forklarede professor i eksternt regnskab ved Aarhus Universitet, Frank Thinggaard, til BT i april:

»Problemet for Jensen's Bøfhus er, at man ikke kan tilbyde nye investorer et tilfredsstillende afkast, som det ser ud i det senest aflagte regnskab for 2014. Der er nødt til at ske ændringer,« sagde han.

DAGENS AFSTEMNING:

Læs mere her: