Jens Veggerby troede, at Stein Bagger var en af hans gode venner. Den tidligere professionelle cykelrytter stolede på den karismatiske direktør, som han mente var et godt menneske.

- Jeg var jo bare en af mange, siger han.

Jens Veggerby er i dag ved at rejse sig igen, efter at hans forretning blev smadret grundigt efter Stein Baggers forsvinden. Veggerby formidlede blandt andet kontakt om sponsorat mellem Bjarne Riis’ cykelhold og IT Factory, hvilket han stod til at få en fyrstelig betaling for.

I dag er Veggerbys fornemme rækkehus i Klampenborg belånt op over skorstenen. Han blev særligt hårdt ramt af en bøde på 483.000 kr. som han fik for at smugle 270.000 euro fra Monaco til Danmark. Det gik uden problemer med myndighederne, som intet opdagede. Pengene blev overdraget til rockeren Brian Sandberg, der arbejdede som livvagt for Stein Bagger.

Meldte sig selv

- Jeg gik selv til politiet og sagde det, da skandalen rullede. Man kan måske sige, at jeg skulle have holdt min mund, men jeg følte, at jeg ville komme længst med ærlighed. Men jeg havde helt ærligt ikke regnet med, at politiet ville sigte mig, siger Jens Veggerby.

Regnskabet for Jens Veggerbys private firma er netop udkommet. Det viser et minus på beskedne 5.000 kr.

- Det kunne gå bedre, men jeg holder skindet på næsen, siger han.

- Heldigvis så kan jeg glæde mig over at være sund og rask, og at min familie også er sund og rask. Og vi er en lykkelig familie, siger han.

Ifølge tingbogsattesten for rækkehuset i Klampenborg, så er der blevet beslaglagt for 536.968 kr. i ejendommen. Penge, som skulle betale bøden. Penge, som han stadig betaler af på. Veggerby har forsøgt at sælge sit hus, men uden held.