Foto: Søren Bidstrup

Befolkningen må spørge sig selv, om politikerne ikke har andet at give sig til end at varme sig selv ved at riste andre – og det bidrager til politikerleden.

Jeg er så træt af de politiske skueprocesser. Senest med Ole Birk Olesens næse. Transportministerens forfængelighed er såret, fordi han måtte beklage sin håndtering af PostNord-sagen, men ellers kan han være ligeglad. Kritikerkoret, med DFs transportordfører Kim Christiansen i spidsen, kan omvendt godte sig, for de fik vist, hvem der har magten.

Vi vælgere kan sidde og undre os over heksejagtene på Christiansborg. Ole Birk Olesens ministerstol vaklede, fordi han ventede uger med at orientere transportordførerne om det smuldrende PostNords konkrete kapitalbehov. Ingen synes at interessere sig for motivet til, at han ventede, eller om ventetiden har betydet noget som helst for sagens substans.

Det har den ikke. Men i blodrusen er processen afgørende. Hvis bare du havde fortalt det til os i december, Ole! Ja, så hvad? Så havde PostNord stadig manglet flere milliarder, og der ville stadig være udsigt til sneglepost en gang om ugen.

Befolkningen må spørge sig selv, om politikerne ikke har andet at give sig til end at varme sig selv ved at riste andre. Politikerleden trives i befolkningen, og i store dele af den vestlige verden er der opstået en tillidskrise mellem ’folket’ og ’eliten’. En mistillid til, at eliten og de demokratiske institutioner såsom pressen i deres osteklokke har nogen forbindelse til almindelige mennesker og deres hverdag.

Mange føler, at de nationale grænser og selve deres livsgrundlag er truet – at fremskridtet er gået forbi dem – og så jager politikerne hinanden i stedet for løsninger.

Sidst var Thyra Frank jaget vildt – Ole Birks partifælle. Kritikere, med socialdemokraten Astrid Krag som bannerfører, angreb Thyra Frank for, at hun da sagtens kunne have et plejehjem, som alle skamroste (også socialdemokrater), når hun fik flere penge end andre plejehjem på Frederiksberg.

Sådan skaber man politikerlede. Vælgerne kan godt se, hvad der foregår. Politik er det ikke. Kønt heller ikke: Man udser sig det svageste dyr på savannen og hamrer løs på en gammel historie for at nedlægge byttet.

Thyra Frank var end ikke medlem af Liberal Alliance i sin tid. Så kære Astrid Krag, Kim Christiansen og andre. Fokuser dog på at gøre Danmark bedre i stedet for at gøre de politiske modstandere værre. De politiske skueprocesser bliver ofte udført af politikere og presse i uskøn forening. Nej, vi i pressen kan ikke sige os fri, for vi fascineres også af det bizarre skue og strømmer til som strikkekonerne ved datidens franske guillotiner.

Vi – politikere og presse – kan passende minde hinanden om, at den politiske substans er vigtigere end processen. Proces er politik for politikere. Substans er politik for os - danskerne. Vi orker ikke rigtigt selv at deltage i demokratiet, orker ikke at melde os ind i vælgerforeningerne, og politikerne er jo bare nogle halvstuderede røvere, der skændes inde bag de tykke mure på Christiansborg og aldrig har haft et ordentligt job. Det sidste er ikke rigtigt, men en løgn kan blive sand, bare den siges tit nok.

Vi har brug for politikere, der brænder og vil kæmpe for deres ideer i stedet for at bekæmpe andre, vi har brug for politikere, der tror på, at deres ideer kan forbedre Danmark, vi har brug for politikere, der tør vise, at de er mennesker. Vi har brug et stærkt demokrati med politikere, der har modet til at smide manuskriptet fra spindoktorer og embedsmænd og stoppe de automatsvar, der får dem til at lyde som stemmen i telefonkøen til det offentlige.

Ellers mister folk tilliden til de folkevalgte. Og så kan det næsten ikke blive værre. For et demokrati er ikke stærkere end folkets tillid til det.

Heller ikke det danske. Det kan stemmes væk.

SMS

Hitter på Facebook