Jens Gaardbo
Jens Gaardbo Foto: Bax Lindhardt

Jeg har læst, at fedme i Afrika nu er et større problem end underernæring. Og jeg læste også, at mad i USA nu slår flere ihjel, end rygning og alkohol gør.

Der kan man bare se. Her gik vi små-alkoholiske rygere rundt og troede, at det var os, der ødelagde alle regeringens sundhedsplaner. Og så er det alle de andre. Dem der har større problemer med ristede pølser, end vi andre har med rødvinen.

Da jeg voksede op, var det i en form for efterkrigstidens knaphed. Vores forældre pegede på tallerkenen og sagde »spis op«. Nu om dage beder vi hinanden om ikke at spise op. Vi er bange for, at det vil slå os ihjel.

Man sidder der en hyggelig onsdag aften og pludselig dratter konen ned af stolen og dør for øjnene af dig med en ordentlig klat lasagne i mundvigen.

BT debat

Vi kender udmærket årsagen. Vi spiser mere, end vi forbrænder. Mænd får stor vom, kvinder får stor røv. Det gælder for de fleste af os. Der findes naturligvis mennesker, der holder vægten – men fakta er, at over halvdelen af den danske befolkning er overvægtig, og at 13 procent af os er svært overvægtige.

Nogle eksperter siger, at denne eksplosion i fedme mest af alt skyldes en urkraft inden i os. Vi er programmeret til knaphed og til, at vi skal spise, når vi har muligheden for det. Vi åbner automatisk munden, når vi passerer en grillbar.

Vi har så bare ikke opdaget, at knaphed er afløst af overflod. Lige efter pølsevognen kommer der nemlig en shawarma, og så åbner vi munden igen.

Myndighederne udarbejder derfor alle mulige slankeplaner og kommandocentraler til vægtbekæmpelse. Læger argumenterer for at genindføre fedtafgiften. Forlagene producerer tonsvis af slankende kogebøger. Men lige lidt hjælper det.

Jo mere myndigheder, sundhedsvæsen og konsulenter forsøger at hjælpe os, jo større er risikoen for, at vi føler os som ofre. Vi er som bekendt alle i forvejen ofre for alt muligt, og nu er vi så også ofre for mad. Maden angriber os helt uretfærdigt.

Vi sidder der uskyldige i sofaen og opdager pludselig, at vores overarme ligner mormors. Hvor fanden kom det lige fra?

BT debat

Så glem alle de offentlige hjælpeprogrammer. Når årsagen ifølge forskerne ligger inden i os som en urkraft, så ligger løsningen naturligvis samme sted.

Vi er nødt til at genopfinde os selv som et væsen, der har et vist ansvar for selv at holde os i live. Det er nemmere sagt end gjort i en tid, hvor det egentlig er det offentliges opgave at holde os på benene, men lige det der med at lukke munden på de rigtige tidspunker, det kan myndighederne endnu ikke styre for os.

Derfor ser jeg frem til den folder, som regionen snart må udsende som næste skridt i kampen mod overvægt.

Personligt har også jeg en rem af huden. Udover mit eskalerende alkoholforbrug er jeg meget glad for italiensk salat og lyst brød, der ikke smager af noget. Min vom er begyndt at have sit eget liv inde bag bæltet. Jeg kører også nu og da hen til den lokale pølsevogn til en hotdog med det hele – uden at orientere konen om det, naturligvis.

Men som enhver kan se, er der her tale om et misbrug, og den slags er man ikke selv skyld i. Nogen må gribe ind og hjælpe mig nu, ellers dør jeg af mad i stedet for tobak og alkohol, og det vil virkelig være en streg i regningen.

SMS

Hitter på Facebook