Jeg stod ved fodgængerovergangen, og ret hurtigt var der en bilist, der standsede op og venligt vinkede mig over gaden. Det samme gjorde en bilist minsandten fra den anden side, så jeg trådte frejdigt ud på kørebanen og vinkede fornøjet tilbage til alle de venlige bilister, da en cyklist kørte ind i mig med det, jeg selv skønnede at være cirka 120 km i timen.
Det var underligt. Ikke så meget fordi han sked på enhver færdselsregel og alle gode manerer, for det gør de fleste cyklister. Det var heller ikke uventet, at han efter sammenstødet blot skældte ud på mig og i øvrigt drev sit forhjul hen over min pose med chokoladecroissanter og kørte videre. Næh, det overraskende var, at en af de ventende bilister steg ud af bilen og hjalp mig på benene igen.
Der kan man bare se! Her gik jeg og troede på samfundsfortællingen om, at cyklister er gode mennesker med alle de rigtige værdier. Mens bilister er onde tykke mænd. Og så var det lige omvendt. Hvad kan det ikke ende med? Er enhver sandhed blot en tilstand, der går over før eller siden? Hvad nu hvis det f.eks. tilsvarende viser sig, at kvinder alligevel ikke er langt bedre mennesker end mænd? Og kunne det tænkes, at folk i provinsen har bedre smag end folk i hovedstaden?
Ja, det kan det måske godt. I hele mit liv er der i hvert fald blevet vendt op og ned på tilstandene adskillige gange. Da jeg voksede op, var det f.eks. tegn på succes at have en stor bil. Nu er det tegn på skrumpehjerne. Og mens det engang var et sundhedstegn at spise op, så er det i dag nærmest et sygdomstegn – formentlig fordi fødevarer engang var noget der holdt os i live, mens det i dag er noget der slår os ihjel.
Vi skal åbenbart passe på med at have alt for mange fikserede ideer om, hvordan livet er indrettet. Sandheder og rigtige meninger er som regel produceret af nogle, der ønsker, at vi netop tager dem til os. Politikere, eksperter, meningsdannere, lobbyister og hvad de nu hedder. Og de holder ikke ret længe, for magten og meningerne skifter hele tiden. Det er f.eks ikke så længe siden, vi gik og snød i SKAT en gang imellem.
Nu er det SKAT, der snyder os. Perspektiverne er svimlende. Vi kan f.eks beslutte, at der ikke er for få senge på sygehusene, men at der derimod er for mange patienter. Vi kan også beslutte, at vi slet ikke ønsker at komme med til VM i fodbold, og vupti vil landsholdets nuværende præstationer pludselig være helt efter bogen. Alt dette hjælper mig også til at tilgive den ondskabsfulde cyklist fra Vesterbro i onsdags. Jeg plejer nemlig selv også at køre ret råddent på cykel, men hans mordforsøg på mig har radikalt ændret min kørsel rundt i kvarteret.
Nu standser jeg smilende op for enhver fodgænger, jeg ringer muntert med klokken, og jeg råber hjertelige hilsener til de handlende i gaden. De kigger på mig, som om jeg er idiot. Min kone har også bedt mig holde op med det, så det må jeg jo nok hellere. Men i et stykke tid endnu kan jeg måske bidrage til en ny tilstand. Så længe den varer.
