Jens Gaardbo
Jens Gaardbo Foto: Bax Lindhardt

Jeg kunne godt tænke mig at få noget mere opmærksomhed.

Det kunne f.eks. være dejligt, hvis kommunen ringede og spurgte, hvordan det går mig. Eller hvis nogen ville skrive en kronik om de behov, folk som mig går rundt og har. Og at vi burde komme på finansloven.

BT debat

Men det sker ligesom ikke. Og jeg tror, det er fordi, jeg tilhører de forkerte mindretal. Nemlig alle de mindretal, der ikke er med på noderne. Jeg er f.eks. én af de meget få i mit kvarter, der ikke dyrker crossfit eller har løbet en halvmaraton.

Jeg kører heller ikke rundt på en racercykel til 22.000 kroner om søndagen med maven ud over styret og generer den øvrige trafik. Men jeg kan jo se, at det offentlige og en uendelig række organisationer opfordrer os til netop denne besynderlige adfærd. De afspærrer hele kvarterer og halvdelen af landevejen til formålet, og lokalavisen har store reportager om det.

BT debat

Jeg derimod, sidder hjemme og drikker store mængder rødvin. Det er nu engang min passion. Man kommer ovenikøbet i skidegodt humør af det, så man kunne jo håbe, at kommunen i det gode humørs tjeneste bare én gang om året ville afspærre tre-fire gader til en god gang druk og ristede pølser med åbningstale fra borgmesteren og med Pigegarden gennem hovedgaden.

Men nej, det er den forkerte adfærd. Den skal ikke støttes.

Jeg tilhører også den lille gruppe af mennesker, der ikke ønsker et langt, godt liv. Jeg vil bare sidde og glo ud af vinduet, indtil jeg en dag falder om. Det er da en eksklusiv og meget signifikant livsholdning, men åbenbart ikke eksklusiv nok, for der er ingen, der gider høre om det.

BT debat

Opmærksomheden og pengene går i stedet til dem, der træner og jogger og hopper og danser for at blive så gamle som overhovedet muligt. De bliver ældre og ældre, tyndere og tyndere og stadig mere sure. Og når de så bliver 110, stiller de stadig op i Copenhagen Maraton, men uden at ane hvem de selv er eller hvor de skal løbe hen, så politiet har et hyr med at indfange dem over det meste af Nordsjælland.

Det er godt nok besynderligt. Vi har jo et politisk system med en vid beskyttelse og støtte til alle mulige mindretal. Men ikke til os, der mener at livet er meningsløst, at rullepølse er en god opfindelse og at andre folks børn er irriterende.

Vi kan kun få tilskud, hvis vi melder os ind i foreninger, der mener det modsatte. Jeg er medlem af det klare mindretal i befolkningen, der ønsker snigskytter sat ind mod graffiti-malere.

BT debat

Det er ikke et mindretal, der får opmærksomhed. Jeg er også imod bybusser, bulgur, skyr, forældremøder, gåture, Distortion, sabbat-dage og udendørskoncerter. Jeg er dermed lige så langt fra offentlig opmærksomhed som landsholdet er fra VM. Jeg kan jo også godt se, at jeg ikke har det, der skal til i denne kamp.

Min frisure har stået stille i fyrre år, min cykel er helt almindelig, og jeg mener stort set ikke noget af betydning. Jeg er ikke et barn, jeg er ikke et stykke natur, jeg er endnu ikke gammel, og jeg er ikke en kvinde – og dermed er jeg langt fra finansloven og jeg er langt fra den politiske omsorg.

Som bladet Economist skrev for nogen tid siden, så er den midaldrende mand vor tids politiske strandvasker. Det tænder til gengæld et lille håb hos os, for når vi så en dag skyller i land, så kommer der vel en notits i avisen. Og det er jo også en form for opmærksomhed.

SMS

Hitter på Facebook