Det ligger nu fast, at Kim Wall mistede livet, mens hun var i selskab  med Peter Madsen. Derefter mener politiet at vide, at Peter Madsen parterede liget og smed det i Øresund.

Men til trods for denne frygtelige gerning, så står hans ven gennem mange år, Jens Falkenberg, stadig bag Peter Madsen.

»Jeg betragter mig stadig som Peter Madsens gode ven og han som min,« siger Jens Falkenberg og fortsætter:

»Jeg tror på, at der er sket et frygteligt uheld på den båd. Hun er død ved en ulykke og så har Peter båret sig umanerligt dumt ad. Han er gået i panik og så er klappen gået ned,« siger han.

Jens Falkenberg har kendt Peter Madsen siden 2004 eller 2005, som han siger. Efter at Peter Madsen havde bygget ubåden Freja, så var Jens Falkenberg med til at bygge både ubåden Kraka og senere Nautilus, som nu bliver betragtet som et formodet gerningsted.

I årevis har han gået tæt op og ned af Peter Madsen, som nu er sigtet for drabet på den 30-årige svenske journalist Kim Wall. Jens Falkenbergs mange års tætte samarbejde og nære forhold til Peter Madsen harmonerer slet ikke med den opfattelse af, at Peter Madsen skulle have dræbt Kim Wall.

»Vi byggede jo den båd sammen, og vi sejlede sammen. Vi har været gode venner. Jeg vil nærmest sige, at vi er som beslægtede sjæle. Derfor kan det ikke hænge sammen for mig. Jeg kan slet ikke forestille mig, at han skulle være drabsmand,« forklarer Jens Falkenberg.

Han opfordrer alle til at tænke sig om to gange, før man dømmer i en sag, hvor enormt mange detaljer stadig er helt ukendte.

»Det er så nemt at sidde derhjemme med aftenkaffen og dømme ham som morder og psykopat, fordi han har båret sig sådan ad. Men ingen af os ved, hvordan vi vil reagere, hvis vi pludselig står i sådan en mareridtsituation,« forklarer Jens Falkenberg og fortsætter:

»Jeg kender den båd ud og ind. Jeg har jo selv været med til at bygge den. Jeg kan sagtens forestille mig, at der er sket et uheld og så er Peter panikket og båret sig helt idiotisk ad. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at han skulle have dræbt hende. Jeg kender ham som en enormt sød person med respekt for både mænd og kvinder. Han kunne godt fare op, men han kunne slet ikke gøre det her,« siger Jens Falkenberg.

Jens Falkenberg forklarer, at der kan ske flere uheld på båden.

»Hvis man falder og slår hovedet, så slår man hovedet ind i en stålvæg. Stigen ned i ubåden er glat og man kan godt glide på den og falde ned og der er alle mulige ting, som man kan snuble over. Vi har ikke bygget ubåden med henblik på komfort. Vi kunne jo godt have sikret den på alle mulige måder, men det har vi altså slet ikke gjort,« siger Jens Falkenberg.

- Vil du stadig tale med Peter Madsen efter det her?

»Ja, selvfølgelig vil jeg det. Jeg afskriver ham ikke endnu. Og hvis du spørger om jeg vil føle mig det mindste utryg ved at være alene med ham fremover, så er svaret, at det vil jeg overhovedet ikke.«

- Hvad kunne få dig til at tage afstand fra ham og ikke ville se ham igen?

»Jamen, det er spekulationer. Det vil jeg ikke gå ind i,« siger Jens Falkenberg.