Svindende havis i Grønland tvinger i stigende grad isbjørne ind på menneskers territorium. I en lille østgrønlandsk by skaber sultne isbjørne angst, når de går ind mellem husene.

Jens Fog Jensen opdagede den knap nok, før det var for sent.

»Først troede jeg, det var en ulv. Men derefter så jeg, at det var en isbjørn og begyndte at råbe og skrige. Det generede den overhovedet ikke. Så begyndte jeg at løbe. Det var dumt.«

Det var i slutningen af juli i 2010. Som arkæolog var Jens Fog Jensen i Nordøstgrønland med en kollega for at kortlægge tyske aktiviteter under Anden Verdenskrig. Men lige pludselig var en brølende og hidsig isbjørn over ham.

»Den var fuldstændig rasende og bed mig i arme og ben, mens jeg prøvede at beskytte hovedet. Heldigvis rev og flåede den ikke i mit kød, for havde den gjort det, kunne det være gået meget værre,« fortæller han.

Til alt held fik Fog Jensens kollega, forskningsprofessor Bjarne Grønnow, fat i deres medbragte riffel og skød isbjørnen en kugle for panden, så den tumlede sammen over benene på arkæologen. Var der gået bare få sekunder længere, kunne det have været ude med Jens Fog Jensen, der i dag kun har mindre ar som synlige minder om angrebet.

Den danske arkæologs skræmmende oplevelse er det seneste kendte eksempel på et ægte isbjørneangreb i Grønland. Men risikoen for fatale angreb er stigende. For konflikterne mellem mennesker og verdens største landrovdyr eskalerer år for år, hvilket de kan tale med om i den lille by Ittoqqortoormiit ved Scoresby Sund i Nordøstgrønland.

Sidste sommer luntede sultne isbjørne mere end 20 gange hele vejen ind i byen for at rode i affald og i nogle tilfælde ligefrem titte gennem vinduerne til skræmte beboere. Det er dobbelt så mange isbjørnekonflikter, som hele Grønland oplevede i 2012.

»Det faldt sammen med, at der nærmest ikke var havis, og så kom der flere isbjørne til byen end nogensinde før. I år viser satellitbillederne, at der er endnu mindre is, så jeg er bange for, at isbjørnesæsonen vil starte endnu tidligere i Ittoqqortoormiit end i fjor,« fortæller Kaare Winther Hansen, biolog for verdens­naturfonden WWF.

Han bor i Grønland og holder et vågent øje med de eskalerende konflikter mellem isbjørne og mennesker på den store ø.

Det stigende antal isbjørne nær beboede områder skaber angst og utryghed i lokalbefolkningen. Forældre er ofte bange for at lade deres børn lege udenfor om sommeren, og folk kigger sig ofte en ekstra gang for, før de går ud med affald, som kan tiltrække de store dyr. Ikke engang inde i husene føler folk sig helt sikre, for en isbjørn kan i princippet bryde gennem en dør blot ved at lægge sin enorme kropsvægt i, forklarer Kaare Winther Hansen.

I den isolerede by Ittoqqortoormiit, der rummer knap 400 mennesker, har problemet vokset sig så stort, at WWF sidste år etablerede en decideret isbjørnepatrulje i byen. I år bliver patruljen udvidet med et firehjulstrukket køretøj, en ATV, og WWF håber samtidig at få tilladelse til at skræmme nærgående isbjørne væk ved at skyde hårdtslående gummikugler mod dem.

At skyde bjørnene med drab for øje er absolut sidste mulighed. Men også den tages i stigende grad i anvendelse. I 2014 blev 12 isbjørne skudt i Grønland i selvforsvar, hvilket var det højeste antal nogensinde. Tallet for 2015 er endnu ikke blevet offentliggjort af det grønlandske selvstyre.

Dertil kommer, at man i de enkelte regioner af Grønland har en kvote for, hvor mange isbjørne, man må skyde i forbindelse med jagt. For hele øen er kvoten 140 isbjørne årligt, heraf 35 i Ittoqqortoormiit og omkring Scoresby Sund.

»Men i byen har man allerede opbrugt årets kvote. Så de isbjørne, der kommer i de kommende uger og måneder, må ikke skydes. Derfor må man udelukkende skræmme eller jage dem bort. Med mindre en situation bliver reelt livstruende,« fortæller Kaare Winther Hansen.

WWF-biologen har svært ved at forklare, hvorfor der i mange årtier angiveligt ikke har været isbjørneangreb med dødelig udgang i Grønland. I både Canada, Alaska og på den nordnorske øgruppe Svalbard er der flere eksempler på både fatale og meget alvorlige angreb.

I august 2011 angreb en sulten isbjørn en gruppe af britiske skolebørn på Svalbard. Fire blev såret, og en 17-årig dreng døde. I en lille bygd i Alaska blev en mand angrebet og ædt af en isbjørn i 1990. Dertil kommer adskillige angreb i Canada i de senere år, blandt andet i verdens selvudnævnte isbjørnehovedstad, Churchill ved Hudsonbugten.

»Men de ret få egentlige angreb i Grønland kan skyldes, at der er rigtig mange våben i omløb, og folk her har altid været meget hurtige til at skyde, hvis de føler sig truet,« siger biolog Kaare Winther Hansen.

De voldsomme klimaforandringer i Grønland og andre arktiske områder har en kraftig indflydelse på isbjørnene, især om sommeren. For havisen er deres jagtterritorium. Herfra jager de deres yndlingsspise, sæler.

Men når sommerhavisen smelter helt eller bare delvist med de stigende temperaturer, bliver de prægtige og op til tre meter lange og 500 kilo tunge dyr tvunget ind på kysterne, hvor nagende sult og lugt af mad­affald kan få dem til at lunte ind til be­byggelser.

I Ittoqqortoormiit er man tilmed dobbelt ramt. På den ene side grænser den lille by op til verdens største nationalpark, den næsten én million kvadratkilometer store Grønlands Nationalpark, hvor isbjørne er totalt fredede og dermed ekstra talrige. På den anden side har havisen i de senere år trukket sig mere og mere tilbage.

Intet tyder på, at havisen for alvor vil reetablere sig, så isbjørnene atter kan vinde naturligt fodfæste.

Mens danskerne i disse dage går og skutter sig i usædvanlig koldt »forårsvejr« med både sne og slud, har grønlænderne gennemgået en april med varme som aldrig før.

Frem til nu har middeltemperaturen i april ifølge DMI ligget hele 9,5 grader over normalen i Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord). Dermed peger alt i retning af, at middeltemperaturen for april bliver historisk høj i byen. Gennemsnittet er i øjeblikket 1,7 grader.

Allerede 11. april strøg termometeret op på hele 17,8 grader og dermed ny aprilrekord i Kangerlussuaq. Også i hovedstaden, Nuuk, og inde midt på toppen af indlandsisen, på Summit, blev der slået varmerekord for april.

Kontrasten til de næsten isnende danske og nordeuropæiske temperaturer skyldes især et fænomen, der kaldes temperatur­vippen, som skaber varmt vejr i Grønland, når der er koldt her. Og omvendt.

Samtidig havde den arktiske havis i marts den næstmindste udbredelse, der er blevet målt, siden man indledte satellitmålinger i 1979.

Med de høje temperaturer, der aktuelt hersker i og omkring Grønland, peger næsten alt i retning mod et yderligere pres på isbjørnenes naturlige habitat til sommer.

Foreløbig er der dog ingen klare indikationer i retning af, at antallet af isbjørne i de arktiske områder er i færd med at blive reduceret. Men det kan ifølge forskere meget vel ændre sig i årtierne fremover i takt med yderligere tab af havis. Hvilket kan tvinge endnu flere isbjørne ind mod bebyggelser.

Siden sin chokerende oplevelse i Nordøstgrønland for snart seks år siden har arkæolog Jens Fog Jensen ændret adfærd, når han udfører sin forskning på øens øde kyster:

»Nu kigger jeg mig noget mere over skulderen, når jeg er deroppe, end jeg gjorde før i tiden. Tidligere havde jeg ikke noget imod at gå rundt alene deroppe. Det gør jeg ikke mere.«