På nattevagterne var jeg bagud, lige fra jeg mødte ind. Der lå 5-6 patienter og ventede på mig fra dagvagten og der var gerne meldt, at det samme antal var på vej. Derudover kom der patienter løbende gennem natten. En nat var jeg oppe på 21 patienter i alt. Jeg tog dem simpelthen fra en ende af, men de blev jo bare ved med at tikke ind i den anden ende. Hver patient skulle gennemgås fuldstændigt. Og så skulle der skrives journaler. Det tog mig godt 45 minutter pr. patient.

Når patienterne kom ind, blev de inddelt i farvekategorier alt efter, hvor lang tid der måtte gå, før de skulle tilses. De tider kunne vi sjældent overholde. Derfor kunne der potentielt ligge nogle og have det rigtig dårligt, som vi ikke fik set. Og så var risikoen, at vi først opdagede det, når det var for sent.

Jeg oplevede engang, at en kvindelig patient havde ventet i 12-13 timer. Som læger vidste vi basalt set ikke, hvordan patienten havde det. Der var heldigvis aldrig nogen, der døde i ventetiden, mens jeg var der, men det bekymrende var dog, at det kunne ske. Jeg blev jo stresset af de her nattevagter. Det er 18 timers arbejde, og der er ikke tid til at hvile sig på noget tidspunkt. Jeg havde problemer med at sove - og det har jeg stadig, selvom jeg ikke er der mere.

Svært ved at sove

Et menneske falder i søvn på gennemsnitligt syv minutter. Mit gennemsnit var på det tidspunkt en time. Jeg havde det bare skidt. Efter en nattevagt føltes det som om man havde været på druk, og havde tømmermænd dagen efter. Jeg havde muskelsmerter, en form for tung fornemmelse i kroppen, og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Man er stresset. Jeg kunne ikke gøre så meget ved det ud over bare at sove, huske at spise sundt og prøve at træne.

Min familie kunne godt mærke, når jeg var presset og var træt. Jeg havde ikke længere overskud til mine børn. Min kone sagde tit til mig, at jeg burde melde fra, hvis jeg var syg og gik på arbejde. - I læger burde vide bedre, sagde hun. Men jeg blev jo nødt til at gå på arbejde, ellers gik det ud over mine kollegaer. For man skulle godt nok være dårlig, hvis man meldte sig syg på en nattevagt. Den er svær at dække ind. Så der var mange læger, der mødte syge på arbejde.

Massiv overbelægning

Jeg havde godt hørt, at der var rigtig travlt på Hobro Sygehus, allerede før jeg begyndte. For de havde lukket akutmodtagelsen på Farsø Sygehus, så de patienter skulle vi også modtage i Hobro. Pludselig skulle vi også have patienter fra Aalborg Sygehus. Vi brokkede os og argumenterede, men Aalborg sagde bare, at de havde mindre plads end os. Siden da var der konsekvent massiv overbelægning.

Administration og papirarbejde var også medvirkende til, at jeg kun brugte 25 pct. af min tid på patienterne. Resten gik med at dokumentere alt, hvad jeg foretog mig i it-systemerne. Så blev jeg jo nødt til at gøre alt andet meget hurtigere. Patienterne fik eksempelvis ikke tid til at henvende sig spontant til os med spørgsmål.

Jeg stillede lukkede spørgsmål for at gøre patientsamtalen så kort som muligt, selvom vi er uddannet til at lade være. Vi læger er jo netop trænet i patientsamtale, så vi kan få det fulde sygdoms-overblik. I stedet skulle jeg tage en hurtig beslutning, og nogle patienter blev derfor behandlet på baggrund af små sygdomstegn, før der var svar på en blodprøve. Nogle gange overbehandlede vi også med antibiotika.

Jeg er engang blevet pålagt at møde ind. Jeg havde ikke engang sagt ja, da de ringede. Jeg fik bare at vide, at jeg var den eneste, der havde taget telefonen. Jeg havde ellers for en gangs skyld en fridag. Min kone var i København, og jeg passede børnene, så jeg måtte ringe hende hjem og tage afsted, da hun kom tilbage.

Jeg føler allerede nu, at jeg har fået nok af alt det her. Jeg er glad for at arbejde i almen praksis, men jeg skal ikke være hospitalslæge. Det er arbejdsforholdene for dårlige til. Nogle gange går jeg faktisk og tænker på, om jeg skulle have uddannet mig som lærer i stedet.