23-årige Trine Henriksen bruger dating-apps som Tinder og Happn til at møde nye mennesker, men har opgivet håbet om at finde prinsen på den hvide hest.

»Hvis det ikke går godt med den ene fyr, kan jeg straks hoppe videre til den næste. Mulighederne er mange, og man kan vælge og vrage, som man har lyst,« siger Trine Henriksen om dating-appen Tinder.

Det kan godt lyde som en drøm for dem, der ikke vil binde sig, men medaljen har en bagside.

Selvom Tinder har bidraget med en hel del selvtillid til den unge Trine Henriksen, der har et udseende, som de fleste fyre ville falde for, har hun fået øjnene op for mange ting. Blandt andet det faktum, at alle de mænd, der henvender sig til hende, ikke nødvendigvis vil være kæreste med hende.

Det fandt hun allerede ud af på en af sine første dates, hvor hun var ude og drikke drinks med en ung mand, som ville have hende med hjem bagefter.

Han følte sig seksuelt tiltrukket af hende og alene det fik den unge kvinde til at stikke halen mellem benene, forklarer hun.

For hun søgte ikke sex, men romantik. En drøm, der har fulgt hende, siden hun i efteråret 2013 gik fra sin kæreste gennem tre år.

Læs også:

Læs også:

»Jeg hørte pludselig om nogle veninder, der havde mødt fyre over Tinder, og flere endte med at blive kærester. Det var der, jeg begyndte at blive lidt mere åben over for Tinder, fordi jeg også gerne ville have en kæreste. Det har jeg næsten altid haft, siden jeg var 13 år,« siger Trine Henriksen.

Men hun møder ikke nogen »ordentlige« fyre i Århus og begejstringen omkring Tinder og tanken om en ny kæreste daler hurtigt.

Det er først i sommeren 2014, da hun flytter til København, at den unge kvinde sætter pris på Tinder igen.

Hun kender næsten ingen mennesker i storbyen og begynder derfor at bruge appen som en vej til at møde nye mennesker og komme ud af sin ensomhed.

Det resulterer i seks dates, hvoraf den første føles som en succesoplevelse, forklarer Trine Henriksen.

Da hun mister interessen for Tinder for cirka en måned siden, beslutter hun sig for at downloade den nye dating-app Happn på sin telefon.

Det kræver, at I begge har liked hinanden

Når du henter Happn-appen giver du den samtidig tilladelse til at holde øje med, hvor du befinder dig. Den sender dig nemlig en besked, når en anden Happn-bruger befinder sig i dit kvarter, er gået forbi dig og/eller oplysninger om, hvor og hvornår I krydsede hinandens veje. Ligesom på Tinder, kræver det dog, at I begge har liked hinanden for at kunne skrive sammen.

»Udvalget er meget mere spændende på Happn end på Tinder, for fyrene på Happn arbejder næsten alle sammen i mediebranchen eller lignende. De er intelligente og lidt mere min type. Men jeg blev også lidt stødt af det, fordi der på et tidspunkt var en fyr, der spurgte mig, hvad jeg lavede på en vej. Det var ubehageligt. Det er som om, man går rundt og bliver overvåget,« siger hun.

Læs også:

Men det er ikke det eneste. Selv om Trine Henriksen vil blive ved med at bruge både Tinder og Happn, har hun mistet håbet om, at det er der, hun kommer til at finde sit livs store kærlighed.

»Jeg har slet ingen tanke om, at vi skal til at være kærester, når jeg møder nogen på Happn eller Tinder. Det er jeg stoppet med at gå og håbe på. Jeg er blevet meget mere hærdet, og det kan godt være dating-appenes skyld, fordi jeg tænker, at jeg bare kan gå videre til den næste, når det ikke går godt med den ene,« fortæller Trine Henriksen.

»Nogle gange kan jeg finde på at like en hel masse og skrive lidt med dem, og når der er gået et stykke tid, kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg overhovedet har vist interesse for dem. Jeg er blevet meget mere overfladisk. Det bliver man, fordi man bedømmer kun på udseendet.«