Den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa svarer voldsomt igen efter en foreløbig dom om fusk med sin forskning

Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UKVU) når frem til, at Milena Penkowa har vildledt og opfundet resultater, der slet ikke eksisterede, i et udkast til en kendelse om forskningssnyd.

Hun har nu en måned til at svare på de mange anklager i den første af flere sager om forskningssnyd mod Milena Penkowa.

- Jeg er helt uenig i det, de når frem til, og derfor vil jeg klage over den her foreløbige afgørelse, siger Penkowa.

I kendelsen, som BT i går offentliggjorde i fuld længde, står ellers, at Milena Penkowa har ’afgivet vildledende og urigtige oplysninger om de metoder, hun har anvendt’.

Brud på praksis

Dette mener UVVU, der er det statslige udvalg, der undersøger fusk hos forskere, er ’et alvorligt brud på god videnskabelig praksis’.

Eksperterne når derfor frem til, at Milena Penkowa har ’handlet groft uagtsomt, og at forholdet derfor var videnskabeligt uredeligt’.

Milena Penkowa mener dog ikke, at hun har fået en fair dom.

- Jeg føler, at jeg er dømt på forhånd i denne sag - og har i forløbet flere gange undret mig over adfærden hos UVVU. Bl.a. var et medlem ude at sige, at jeg var skyldig i forskningssvindel allerede i efteråret, siger Milena Penkowa.