Meningen med livet er at stille sig til rådighed for nydelse i alle dens former. Og tage de tæv, det giver. »Men det skal nok gå, for verden er superfantastisk at være i,« siger Stephanie Gaarde Caruana.
Der gik ikke mange timer, efter at jeg havde søgt på diverse sociale medier efter et menneske, for hvem nydelse er livets mening, før en vis Stephanie Gaarde Caruana meldte sig på banen. Forfatter, journalist, blogger, feminist. Fraskilt mor til to. 40 år. Hun ville da gerne fortælle os andre tryghedssøgende vanedyr i nulfejlskulturen om at være hedonist. Et andet ord for et menneske, der er drevet af sine lyster og nysgerrighed over for, hvilke store og små overraskelser der venter om næste hjørne.
Få dage efter sidder vi på en bænk ved staudebedet i Kongens Have i København.
Du var ret hurtig til at melde dig?
»Ja. Hedonisme udtrykker meget godt min tilgang til livet. Den nydelse at tage et valg og være spontan. Suge marven ud af den oplevelse, jeg står i lige nu. Det er det, der driver mig. At sige ja til oplevelser. Ja til at stikke snuden frem. Stille mig til rådighed for skønhed og oplevelser. Og ja til at tage de tæv, det så giver en gang imellem.«
Hvordan kan det være MENINGEN med livet?
Her skal Stephanie Gaarde Caruana et smut forbi sin opvækst.
Hun er både frafalden katolik og protestant, som hun siger. Født katolsk med en italiensk-amerikansk far og en dansk mor og en flok papsøskende og andre moderne familierelationer. Hun voksede op med en enlig mor, der drak, og med troen som lige lovlig fast følgesvend.
»Men jeg faldt fra, da jeg fandt ud af, at troen bare var et skjold mod selv at tage stilling til, hvad jeg ville. Jeg fandt ud af, at jeg selv vælger, hvad der er spændende, og hvordan jeg indgår i relationer, og at der ikke var andre til at klare ærterne for mig. Det hjalp også, at jeg var ret nuttet som barn. Folk ville mig gerne. Jeg var søde, nuttede Stephanie. Jeg blev åben for oplevelser og mærkede aldrig, at der var nogen farer. Men jeg gik ikke fuldstændig amok. Det undrede mig meget, når nogle syntes, det var et problem.«
Bidder af livet
Hun havde sin seksuelle debut som 14-årig, men var også hende, der sørgede for, at de andre ikke drak sig for fulde til festerne. Først efter et fast forhold fra hun var 18 til 24, gik det for alvor op for hende, at hun behøvede en ventil eller en partner, der ville nydelsen, erotikken og spontaniteten lige så meget som hun selv.
»Jeg følte ikke, jeg kunne tage de bidder ud af livet, som jeg gerne ville. Eksperimentere. Være mig selv, så jeg datede heftigt og eksperimenterede seksuelt og gav den gas. I dag, hvor jeg er skilt for anden gang, har jeg ikke travlt med at opsøge et kinky miljø eller miljøer, hvor man eksperimenterer meget. Men jeg har lyst til at være i en relation, hvor man kan give sig fuldstændig hen til hinanden og være åben både seksuelt og menneskeligt uden filter. Frem for at det skal være pivåbent og så bare give los til hvem som helst og hvor som helst. Det er jeg også åben overfor, men jeg skal have mig selv med mentalt.«
Selvmodsigelsen er hun bevidst om. Det fremgår mellem linjerne, at Stephanie Gaarde Caruana ikke har ligget på den lade side, når det gælder livets tag selv-bord. Da jeg beder hende sætte ord på sine største »smagsoplevelser«, ser hun skeptisk ud.
»Skal det stå i avisen? Det har måske været at tage den hedonisme, der foregår i det skjulte, ud i verden og have det som en understrøm i mit liv. At se, når der er en spænding. Nu sidder vi her, mand og kvinde på en bænk. Men vi er enormt professionelle, så der er ingen spænding i det. Men der kan være en anden spænding i det for mig. Noget klokkeblomst-festøv. Det er et prisme, jeg ser alting igennem. Det er noget med at reagere hurtigt og opfatte ting, som andre går forbi og slippe de lister af ting og gøremål, man har i hovedet. Prøve at være til stede nu og få andre med på den nydelse, jeg selv har ved livet. Du skal lige smage det her. Du skal lige se det herovre. Prøve at gøre andres verden lidt større. Hvis en, du sidder og fortæller, at du ikke har haft sex i lang tid, siger, at ham derovre er lækker, så gå dog over og snak med manden. Giv ham dit nummer. Men uh, og øh. Men gu’ kan man da det. Så kan det godt være, der ikke sker noget, eller at du føler dig lidt fjollet bagefter. Men så stak du i det mindste snuden frem.«
Livsnyder inden for rammerne
Stephanie Gaarde Caruana håber, at hendes livsglæde smitter af på os andre, siger hun og ved, at nogle vil dømme hende som egoistisk og selvfed.
»Det kan være på grund af deres egne hæmninger eller livsomstændigheder. Det er enormt provokerende for folk, der er bundet op på deres livsrammer. Jeg tror, jeg skræmmer nogle mennesker, der lever deres liv by the book med fastlåste opfattelser af, hvordan man skal gøre ting, når jeg f.eks. ikke er bange for at miste mit job. Men der plejer jo at ske noget godt. Det skal nok gå, for verden er superfantastisk at være i. Når folk siger: Jamen, tænk nu hvis, og de tænker på døden, og solen går ud og alt det dér. Jamen, så er det sådan, det bliver. Jeg må se, hvor meget jeg kan leve og udrette i dag, for det kan være, jeg bliver kørt ned i morgen. Jeg skal være noget for mine børn I DAG, så de kan have nogle gode liv.«
Nogen vil måske kalde sådan et livsnyderliv for overfladisk?
»Det føler jeg ikke, det er. Men jeg udlever det jo også inden for nogle rammer. Jeg har husleje, der skal betales og arbejde, der skal gøres. Og hvis jeg ikke havde det? Ville jeg så give los? Det tror jeg ikke. Det er jeg for bevidst om, hvordan man indgår i relationer til.«
Du har sagt, at hedonismen er anderledes for dig som kvinde end for en mand?
»Ja. Det bliver hurtigt til, at en kvinde bliver for meget om sig. Hvis jeg har en fremmed mand i mit hjem, så er det en mere sårbar åbning af mit liv, end hvis jeg var en mand. Mænd er jo ikke bange for, at de går hjem med en gal øksemorder. Det har jeg faktisk skrevet en roman om... Hvor jeg skal tænke mere over det. Men altså, mit hjem er ikke en banegård.«
Hvad er omkostningerne ved at være hedonist?
»Nogen vil måske sige, at det har kostet mig et ægteskab. Men nej og jo. Andre mennesker skal bruge lidt tid på at afkode én. Men det giver mig glæde og mere til hovedstolen som forfatter. For noget af det, jeg skriver på lige nu, er barndom og ungdom, men det er udtømt på et tidspunkt. Det giver både noget at skrive ud fra, men også at leve med.«
