Janni Spies, der tidligere var gift med rejsekongen Simon Spies, er berørt, efter hun har fået besked om, at den tidligere koncernchef i Spies Rejser, Mille Noring er død.

»Selvfølgelig berører det mig. Jeg tænker på Mille som en dygtig kvinde, der var forud for sin tid. Jeg sender de bedste tanker til de efterladte,« siger Janni Spies i en kortfattet besked via sin pr-agent til BT.

Mille Noring begyndte som kassererske i 1962, men avancerede hurtigt i graderne og sluttede som koncerndirektør i 1989. Noring hørte til de ansatte, som Simon Spies havde fuld tillid til, og det var med til at sætte skub i karrieren.

simon spies

Da Spies overtog den mangeårige konkurrent Tjæreborg, var det imidlertid slut. Mille Noring var blandt de topchefer i Spies, som var imod en overtagelse af Tjæreborg Rejser, og kort efter fusionen valgte hun at forlade rejsekoncernen.

I flere bøger om Simon Spies nævnes Mille Noring som en af de få kvinder, der kunne holde styr på rejsekongen. F.eks. kan man i bogen "Simon Spies - Solkongens liv og tid" læse, at hun fik Simon Spies til at trække en udtalelse i et interview tilbage. Her havde han sagt, at kvinder over 40 kun kunne bruges til at lave sæbe af.

Janni Spies blev gift med Simon Spies i 1983. Ved hans død i april 1984 arvede hun hans enorme formue og koncern.