KØB PLUS!

Jagten på ulven tager til i Thy

Naturstyrelsen optrapper forsøget på at finde bevis på det, der kan være en vild ulv i den danske natur.

Vildtkonsulent Tommy Hansen og kollegaerne fra Naturstyrelsen i Thy er stadig på jagt efter det, der kan være en vaskeægte vild ulv i Nationalpark Thy. Det skriver b.dk.

Ulven blev som tidligere beskrevet observeret af en fuglekigger først i sidste uge, og det udløste en mindre ulvejagt i efterårsferien i nationalparken.

Gæster strømmede til for at se, om de kunne få et glimt af dyret, som fuglekiggeren tog en række ikke helt skarpe billeder af.

Der blev sågar udlovet en dusør på 5.000 kroner af Statens Naturhistoriske Museum til den, der kunne tage levende billeder af dyret.

Dusøren blev dog trukket tilbage for at skåne livet i nationalparken for alt for stor ståhej.

Tommy Hansen oplyser til b.dk, at der indtil videre er opsat to fotofælder i parken for at få et glimt af dyret.

Ingen af fælderne har dog fotograferet en ulv. I stedet er det blevet til en ræv, der hyggede sig med det døde rådyr, Naturstyrelsen havde lagt ved den ene af fælderne som lokkemad - til ulven altså.

Vildtkonsulenten tilføjer, at der vil blive sat yderligere to fotofælder op de kommende dage »på strategiske steder«.

- Vi venter lidt. Der har været meget uro i parken de senere dage på grund af opmærksomheden omkring ulven, siger Tommy Hansen:

- Det forstyrrer dyrelivet. Skulle der være en ulv, ville den også have mærket uroen.

Spørgsmål: Men er der en ulv, eller det bare en stor hund, der er blevet set?

- Jeg er ikke blevet klogere. Jeg ved det ikke, siger Tommy Hansen.