Rigsrevisionen kritiserer offentlige myndigheders udvikling af Fælles Medicinkort, men kritikken er ifølge IT-Branchen unødvendig hård. Brancheforeningen ser projektet som en milepæl for digitalisering af sundhedsvæsenet.

Rigsrevisionens kritik af Sundhedsministeriet, National Sundheds-IT og regionerne for deres arbejde med indfasningen af digitalløsningen Fælles Medicinkort har været en unødvendig hård en af slagsen, vurderer brancheforeningen IT-Branchen.

Fælles Medicinkort er et system, som skal afhjælpe fejlmedicinering i det danske sundhedsvæsen, og implementeringen har været svær, mener foreningens formand, Freddy Lykke:

»Projektet er ekstraordinært vanskeligt, da medicinkortet bygger på en helt ny tankegang og samarbejde mellem sundhedsvæsenets forskellige sektorer inden for hospitaler, praktiserende læger, kommuner med flere,« siger han.

Rigsrevisionen konkluderer i en beretning onsdag, at myndighedernes arbejdsindsats har været mangelfuld på afgørende områder som ledelse og oplæring af ansatte, der arbejder med systemet. Samtidig fastslår Rigsrevisionen, at det er skyld i, at Fælles Medicinkort er forsinket betydeligt og ikke anvendes fuldt ud i sundhedsvæsenet, selvom det ellers var et mål allerede i 2011.?IT-branchen mener dog ikke, at rapporten lægger nok vægt på den værdi, løsningen giver for brugerne af systemet og patienterne.

»Øget kvalitet og forbedret behandling, som i sidste ende reder menneskeliv, er vanskelig at sætte ind i en økonomisk business case. Selvom Rigsrevisionens fokus på opfyldelse af budgetter og mål selvfølgelig er meget relevant, skal den øgede kvalitet med i den samlede vurdering,« siger brancheformanden.

IT-branchen betegner Fælles Medicinkort som en milepæl inden for digitalisering af det danske sundhedsvæsen:

»Den nye model bag medicinkortet har vist, at man kan dele informationer på tværs af en række forskellige IT-systemer, der er tilpasset forskellige brugere lige fra overlægen på den medicinske afdeling til hjemmesygeplejersken hos hr. Hansen,« siger Freddy Lykke.

Han mener, at det Fælles Medicinkort på trods af mange udfordringer er ved at komme på plads og begynder at vise sin store værdi i sundhedssystemet.