Sygehusdirektør afviser, at problemer med Sundhedsplatformen har ført til, at leverandør blev droppet.

København. Det er ikke problemerne med it-systemet Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, som har fået Region Syddanmark til at vælge det fra.

Det slår administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen fra Odense Universitetshospital fast efter den prækvalifikation, hvor tre leverandører slap gennem nåleøjet til næste fase i udbuddet.

- Det har ikke været en del af udvælgelseskriterierne. Vi har kun kunnet forholde os til det, der står i deres materiale.

- Så det har ikke indgået i den her fase af udbuddet, og det har ikke påvirket udfaldet af prækvalifikationen, siger han.

På samme måde afviser direktøren, at det har spillet positivt ind for to af de valgte leverandører, at de står bag det patientsystem, som regionen bruger lige nu.

Det er det amerikanske selskab Epic, der sammen med danske NNIT står for Sundhedsplatformen, der holder styr på patientjournaler og medicinske data.

Systemet har været i brug i mere end et år i Region Hovedstaden, men har blandt andet betydet længere ventetider på skadestuerne.

Referencer fra lignende opgaver og erfaringer med at drive elektroniske patientjournalsystemer har indgået i vurderingen af de mulige leverandører.

Men Niels Nørgaard Pedersen kan ikke sige noget om, hvordan Sundhedsplatformen har klaret sig på disse parametre.

- Jeg kan ikke gå ind i det konkrete, for det involverer også oplysninger om forretningen hos de virksomheder, der har indgået i prækvalifikationen, siger han.

Mens Region Syddanmark altså skal have et andet system, har Region Sjælland også valgt Sundhedsplatformen.

Det skulle dog ikke give problemer, at regionerne har forskellige systemer.

- Det sker selvfølgelig, at patienter går på tværs af regionerne, og vi har for eksempel jævnligt patienter fra Sjælland her på sygehuset i Odense, hvor jeg arbejder.

- Men vi har standarder og redskaber til at udveksle patientdata med hinanden, uanset hvilket system man bruger, siger sygehusdirektøren.