Et racistisk opslag fra Danskernes Parti på Facebook får nu Islands Fodboldforbund til at kræve det fjernet.

Det skriver Islands Fodboldforbund (KSI) på sin hjemmeside.

Islands fodboldfordbund er godt træt af at blive forbundet med et opslag, som Danskernes Parti mandag lagde på Facebook. Derfor opfordrer man onsdag til, at opslaget fjernes.

»KSI beklager at blive forbundet med Danskernes Parti og vil anmode om, at det straks stoppes. Vi vil også opfordre offentligheden til at indberette lignende til Facebook,« skriver Islands Fodboldforbund på sin hjemmeside.

Det kontroversielle opslag består af to billeder - ét af mørke spillere fra Frankrigs landshold ved EM med en jublende Paul Pogba i centrum, og ét af Islands ditto med anfører Aron Einar Gunnarsson i front. Sammen med de to billeder har Danskernes Parti skrevet følgende tekst - under overskriften: ''Frankrig'' - Afrika og Island - Europa:

»Hvis du heller ikke mener, at Europa og Danmark skal forvandles til en afrikansk baggård, så indtast din mail på www.stemdansk.dk så Danskernes Parti kan få lov at stille op til Folketinget.«

Artiklen fortsætter under opslaget

Islands Fodboldforbund forklarer, at fodbold er en samlende kraft og ikke splittende. Derfor tager man afstand til Facebook-opslaget fra Danskernes Parti.

»Separatistiske kræfter har ingen plads i fodbold, og myndigheder i Europa har kæmpet hårdt mod racisme i sporten. Kampen er langt fra ovre, og fodboldforbundet (det islandske, red.) er involveret i projektet for alvor. Ved EM modtog Island og islændinge verden over respekt for en positiv holdning, og KSI tager afstand til hadpropaganda af denne art,« skriver Islands Fodboldforbund.

Island blev søndag slået ud af EM af netop Frankrig, som vandt kvartfinalen i Paris med 5-2.

Undervejs ved EM i Frankrig erobrede den lille nation mange fodboldhjerter ved at gå videre til 1/8-finalen, hvor Island slog England ud.

Torsdag morgen ser det ikke ud til, at Danskernes Parti har valgt at lytte til islændingene, da opslaget i skrivende stund stadig er at finde på Facebook.