Den 25-årige danske islamist, Belal El-Khatib, der ønsker det danske demokrati afskaffet og afløst af et islamisk kalifat, styret af religiøs lov, får alligevel ikke dansk statsborgerskab.

Det besluttede et flertal bestående af de borgerlige partier i Folketingets indfødsretsudvalg mandag, da de stemte nej til at El-Khatib kan blive dansk statsborger. Det på trods af, at han egentligt havde fået dispensation til at få det, og en godkendelse var på trapperne.

Den afgørelse forstår 25-årige Belal El-Khatib ikke.

»Jeg har intet ulovligt gjort. Jeg bidrager til det her samfund på rigtigt mange måder. Men fordi man ikke fuldstændig har det samme livssyn og værdisæt som visse politikere, så er det en hindring. Det minder mig om en diktaturstat. Det her er ikke et demokrati,« siger han til Radio24syv.

Oprindeligt var Belal El-Khatib dog langt fra imod det danske demokrati.

Belal el-Khatib, der har palæstinensisk oprindelse, gik i folkeskole i Roskilde med etniske danskere og lagde som teenager afstand til sin muslimske baggrund.

Var formand for Dansk Folkepartis Ungdom

Han blev endda formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde og trykkede med afbleget hår og lyse kontaktlinser hånd med DF-ledelsen på Christiansborg.

El-Khatibs omvæltning foruroligede hans forældre, som fik at vide, at de ikke opdragede deres søn, som de skulle.

»Det var sjældent, jeg snakkede med andre indvandrere. Mine danske venner kom ofte med racistiske udtalelser, og så blev jeg indoktrineret. Jeg tog hadet til mig og blev islamofob,« har han tidligere i oktober udtalt i et interview med BT.

Han begyndte dog at tvivle på sin kristne tro, og da han i 2013 fik kontakt til en rettroende muslim på Facebook, som ville have ham med til moskeen, var der ingen vej tilbage.

Han konverterede med det samme.

Holdt af jul og perverse jokes

Til BT har han tidligere forklaret, at der specielt var tre ting, han holdt særligt af fra dengang, han var DF-dansker.

»Jeg fejrede jul hos danske venner, og jeg kan godt lide den hyggelige stemning, der er ved juletid. Derudover elsker jeg den danske ironi, der godt må være pervers,« siger han og fortsætter:

»Jeg laver ikke perverse jokes i dag, fordi det ikke er tilladt i islam. Jeg synes, det er overfladisk at lave sjov på den måde. Men det var noget, jeg godt kunne lide engang,« siger han.

Balal El-Khatib nævnte også danskernes evne til at ville hjælpe folk i nød, som noget, han kan lide ved Danmark.

Men mandag blev han nægtet det danske statsborgerskab, han ellers var blevet tildelt.

Han havde søgt om dansk statsborgerskab i 2013, hvilket blandt andet ville have givet ham stemmeret. Men hans ansøgning blev afvist, fordi han var på offentlig forsørgelse.

Siden fik han dispensation, og en godkendelse var på trapperne.

Lige indtil integrationsminister Inger Støjberg i begyndelsen af september foreslog at trække 2.500 statsborgerskabs-dispensationer tilbage. Pludselig var Belal El-Khatibs statsborgerskab i fare.

Khader samlede flertal mod El-Khatib

Den konservative Naser Khader (K) kæmpede i ugevis for at samle politisk flertal for, at den 25-årige muslim ikke kunne få dansk statsborgerskab.

Og da afgørelsen faldt mandag med et flertal for at nægte El-Khatib statsborgerskab, kaldte Khader det for 'en historisk dag'.

Også formanden for Folketingets Indfødsretsudvalg, Christian Langballe fra Dansk Folkeparti, glæder sig:

»En islamist, der går ind for at lade demokratiet afløse af et kalifat, skal selvfølgelig ikke være dansk statsborger. Så enkelt er det,« siger Christian Langballe til Radio24syv.

'Tankekontrol af værste skuffe'

Personer, der ønsker dansk statsborgerskab, skal skrive under på, at de »lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund« og »erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper«.

Men Belal El-Khatib har tidligere udtalt til BT, at han ikke forstå, hvad dansk statsborgerskab har med andre politiske holdninger at gøre.

»Statsborgerskab har intet med ens religion og politiske holdninger at gøre,« fortalte han for nogle uger siden.

Kommer du til at gå ind for demokrati på et tidspunkt? Du har jo før skiftet anskuelse?

»Lige nu går jeg ikke ind for det. Vi må se på det til den tid, hvis det er,« svarede han BT dengang.

Tirsdag fortæller han til Radio24syv, at han ikke forstår afgørelsen.

»Visse politikere undergraver frihedsværdierne for at begrænse dem for andre. Det viser bare, at de her frihedsværdier ikke er universelle og ikke gælder for alle. Det er tankekontrol af den værste skuffe,« siger han.

Han begyndte at tvivle på sin kristne tro, og da han i 2013 fik kontakt til en rettroende muslim på Facebook, som ville have ham med til moskeen, var der ingen vej tilbage.
Han begyndte at tvivle på sin kristne tro, og da han i 2013 fik kontakt til en rettroende muslim på Facebook, som ville have ham med til moskeen, var der ingen vej tilbage.
Vis mere