131 medarbejdere fra Fødevareministeriet og fire andre departementer har i den seneste uge måtte blive hjemme i nærheden af toilettet i stedet for at møde ind på kontoret. De er alle sammen ramt af en ordentlig omgang roskildesyge. Det bekræfter Udbrudskoordinator fra Fødevarestyrelsen, Morten Lisby, overfor BT.

De mange syge medarbejdere, som kommer fra Fødevare-, Justits, Forsknings-, Økonomi og indenrigs- og Erhvervsministerierne, har alle sammen spist frokost i ministeriernes fælles kantine på Slotsholmen i København i mandags. Og her har norovirus i frokostbuffeten således smittet de 131 mennesker med den berygtede og meget smitsomme Roskildesyge.

- Det er et relativt stort udbrud, men vi har set tilsvarende på andre restauranter rundt omkring på Sjælland og i København i øjeblikket. Så det er denne type udbrud, som vi ser lige nu i disse måneder, hvor vi florerer meget omkring buffeter, så på den måde er det ikke usædvanligt, siger Morten Lisby.

Har du oplevet at blive ramt af Roskildesyge efter julebuffeten i år, så kontakt BT på 1929@bt.dk

Det er ellers Fødevareministeriet, som står for fødevaresikkerheden i Danmark. Og hvert år op til jul fører ministeriet kampagner, for at advare folk mod Roskildesyge, som både medfører mavekramper, opkast og diarré.

Det gør de bl.a. fordi, julen er højtid for Roskildesyge, fordi køkkenmedarbejdere møder halvsyge ind på job og smitter via maden eller fordi buffet-spisende gæster er syge og viderefører norovirus, når de tager for sig af maden, fortæller Morten Lisby.

Hvad der er sket i kantinen på Slotsholmen, som til dagligt servicerer 500 mennesker - både ministre og studentermedhjælpere - ved Udbrudskoordinatoren fra Fødevarestyrelsen endnu ikke.

- Vi er i gang med at efterforske smittekilden så hurtigt, som vi kan, og lige nu har vi to muligheder. Køkkenmedarbejderen, som selv er syg eller har syge børn eller buffetgæsten, der fører norovirus ned i maden. Men med 131 syge, så tror jeg ikke på, at det er spisegæsten, siger Morten Lisby og fortsætter:

- Det er gevaldigt lidt, der skal til for at blive syg. Men når Fødevareministeriet bliver ramt af Roskildesyge, så viser det bare, at det kan ramme selv den bedste, siger Morten Lisby.

Har du oplevet at blive ramt af Roskildesyge efter julebuffeten i år, så kontakt BT på 1929@bt.dk

De første tilfælde af Roskildesyge i Fødevareministeriet og de fire andre departementer, som også er ramt af mavevirussen, blev opdaget i onsdags. Der gik man med det samme i gang med at 'nulstille' køkkenet på Slotsholmen.

- Det består i, at vi vasker alle flader af med klor, til vi er helt øre i hovederne. Derudover bliver alle fødevarer, der er håndteret i denne uge, kasseret. Det er alt lige fra mel til grøntsager til kød. Toiletter og tekøkkener er også afkloret, siger Morten Lisby.

Desuden skal alle medarbejdere, som har døjet med mavevirussen, blive hjemme fra arbejdet i mindst to dage efter de er blevet raske, for at være sikker på, at man ikke smitter længere.