Syriske flygtninge, der ankommer til Danmark, kan blive en stor integrationssucces på lige fod med bosnierne. Men det kræver en holdningsændring i den danske debat, mener integrationskonsulent.

Giv syrerne en varm velkomst til Danmark og få behandlet deres krigstraumer effektivt, så kan de blive en stor gevinst for det danske arbejdsmarked.

Det vurderer privat integrationskonsulent Katina Rasmussen, der dagligt arbejder med de syriske flygtninge, som kommer til Danmark.

»Syrerne har et forholdsvis højt uddannelsesniveau, fordi landet har været en stabil faktor i Mellemøsten i en længere periode. Derfor er der et stort potentiale i forhold til at få integreret syrerne i Danmark. Deres forudsætninger er på mange måder ens med bosnierne, som kom under Balkan-krigen. Forskellen er, at vi stod klar med åbne arme og bød bosnierne velkommen. Det gør vi ikke med syrerne,« siger Katina Rasmussen.

Meldingen kommer i kølvandet på en artikel i Kristeligt Dagblad om, at syrerne, der ankom fra 2009 til 2013, har været svære at få ind på det danske arbejdsmarked.

Og den største udfordring ved at få integreret syrerne i Danmark er krigstraumer, vurderer konsulenten.

»De kommer med krigstraumer, der kan gøre det vanskeligt at få dem ind på det danske arbejdsmarked. Men formår man at lave en kombination af behandling mod traumer med en praktikplads eller job, så kan syrerne bidrage med meget,« mener Katina Rasmussen.

Syrerne regnes for at være den største gruppe blandt de flygtninge, der lige nu strømmer til Europa.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) oplyste fredag, at flygtningestrømmen til Danmark indtil videre har resulteret i, at 728 har søgt om asyl, hvoraf størstedelen er syrere.

På nuværende tidspunkt er det ikke afklaret, hvilken uddannelsesmæssig baggrund de syriske asylansøgere har.

Katina Rasmussen påpeger dog, at en tredjedel af syrerne i gennemsnit regnes for at være højtuddannede, som tæller alt fra læger til advokater. Deres problem er dog, at de sjældent kan bruge deres uddannelse i Danmark.

»Det er sjældent, at syrerne har mulighed for at bruge deres kompetencer fra Syrien i Danmark. Og det kan være vanskeligt for en syrer at komme med en baggrund som advokat eksempelvis og pludselig skulle starte forfra på et universitet i Danmark. Der må det være muligt at finde mere fleksible løsninger end tilfældet er lige nu,« siger hun.