Mange børnehaver og SFOer har indført retningslinjer for samværet mellem pædagoger og børn for at undgå anklager om pædofili.

Mere end seks ud af 10 daginstitutioner har indført retningslinjer for at forebygge seksuelle overgreb mod børnene og for at beskytte personalet mod uberettigede anklager, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Aarhus Universitets forskergruppe Paradox, som forsker i frygten for pædofili og pædofilianklager. Det skriver Politiken mandag.

Retningslinjerne begrænser ofte de voksnes kontakt med børnene og betyder, at pædagogerne skal overvåge hinandens arbejde. Og det kan gå ud over pædagogernes faglighed og omsorg for børnene, viser undersøgelsen.

- Børnene får ikke lov at være alene med en voksen, og den nære kontakt går tabt. Det er et pædagogisk tab, der rammer alle børn og især de svage eller børn i krise, siger en af de tre forskere bag undersøgelsen, Else-Marie Buch Leander, til Politiken.

Også formanden for pædagogernes fagforening (Bupl), Henning Pedersen, er usikker på de mange regler.

- Når reglerne er så stramme, at det forhindrer pædagoger i tage et barn op på skødet og trøste det, altså en helt naturlig reaktion, er det gået for vidt, siger han til avisen.

80 procent af institutionerne i undersøgelsen har aldrig haft en mistanke eller en sag om pædofili, og sagerne i de øvrige institutioner har oftest vist sig grundløse. Ifølge Bupl er der kun én gang inden for de seneste fem år faldet dom over en pædagog for overgreb i en institution, skriver Politiken.

BNB