De to danskere, der i weekendens løb har vundet samlet 179 millioner kroner, har endnu ikke kontaktet Danske Spil.

Cirka 179 millioner kroner venter på deres ejere. Ingen af de to danskere, der i weekendens løb har vundet danmarkshistoriens to største lottogevinster, havde søndag aften givet lyd fra sig.

De 135 millioner kroner er vundet af en person, der har købt sin kupon i kiosken på Herlev Sygehus.

- Det er lidt forbavsende, at vedkommende ikke har ringet, fordi så mange kuponer er der altså heller ikke solgt i den kiosk, siger Thomas Rørsig, Danske Spils kommunikationschef, til Berlingske Nyhedsbureau.

Han gætter på, at vinderen allerede ved besked:

- Jeg tror, at der sidder én og tænker: »Det er da løgn.« Jeg tror simpelthen ikke på, at den, der sidder med den her kvittering, ikke ved, at vedkommende har vundet 135 millioner kroner, siger Thomas Rørsig.

Til gengæld undrer han sig ikke over, at vinderen af de 44 millioner fra lørdagens Joker-spil, ikke har slået på tråden. Den værdifulde kupon er købt hos Telma i Agerbæk i Vestjylland.

- Det er ikke usædvanligt. Det er jo et tillægsspil, og der er mange, som først opdager, at de har vundet, når de skal forny deres kvittering, siger Thomas Rørsig.

Når folk ringer til Danske Spil, kan man med det samme finde ud af, om personen i den anden ende af røret er en vinder.

- Der er en kode, der gør, at vi med det samme kan se, om vi har fat i den rigtige, siger Thomas Rørsig.

Hvis gevinsterne ikke er afsat inden ét år, ender pengene hos Danske Spil.