34-årige Preben Steen Nielsen fra Vejle er blevet landskendt, siden han for tre uger siden udlovede intet mindre end 10.000 kr. til den næste, der vælger at døbe sit barn Preben. Men ingen vil hedde Preben. Derfor satser Preben nu på dyreverden.

Preben Steen Nielsen har ikke haft held med projektet, og navnet er endnu mere upopulært, end han havde frygtet. Han har kun fået en enkelt »seriøs« henvendelse, selvom han har sat 10.000 kroner på højkant for til gengæld at se en dåbsattest med navnet Preben og få en invitation til barnedåben.

»Det er trist, at ikke en eneste vil hedde Preben. Jeg var næsten sikker på, at man kunne få nogen med på ideen, når nu der er penge indblandet,« siger han til BT.

Men Preben Steen Nielsen har bestemt sig for at kæmpe videre. Han har dog sænket ambitionsniveauet lidt, så nu går han efter at få en dyreunge navngivet Preben. Hvis en dyrepark eller zoologisk have navngiver et nyfødt dyr Preben, kvitterer han med 10.000 kroner.

»Det må gerne være et dyr af en truet race, og som på den måde lider lidt samme skæbne som mig. Det kunne været rigtig sjovt,« siger han.

Preben Steen Nielsen fandt på idéen, da han så, at Københavns Zoo havde lagt en youtube-video op af en ny, lille lemurunge.

»Jeg syntes godt, den kunne ligne en Preben, så jeg skrev og spurgte, om de ville navngive den Preben for 10.000 kroner. Desværre takkede de nej til tilbuddet på grund af den navnepolitik, de har. Det er godt nok trist, når ikke engang en lemur vil hedde Preben,« siger han.

Han skrev også til Aalborg Zoo og spurgte, om de ville kalde en løveunge Preben, men også her fik han et nej.

»De mente åbenbart ikke, at Preben er et oplagt løve-navn,« siger han.

Derfor har han nu lagt tilbuddet op på sin egen Facebook-profil i håb om, at en mindre dyrepark har lyst til at få en lille ny Preben i dyreflokken.

På BT's Facebook-side har Knuthenborg Safaripark også afvist at navngive et dyr Preben. Til gengæld tilbyder parken ham en fribillet.