Charlotte Myhrvold Sigvaldi blev anbragt uden for hjemmet som barn og har kæmpet for, at hendes nu tiårige søn ikke skulle lide samme skæbne. Det er lykkedes.

Hun læste og læste og læste. Bøger om børn og den gode opdragelse. For godt ti år siden blev Charlotte Myhrvold Sigvaldi gravid med sin søn, og der måtte ikke være så meget som en finger at sætte på hendes evner som mor. Den lille dreng skulle for alt i verden undgå at træde i forældrenes fodspor.

Sønnen Oskar kom til verden sund, rask og lykkeligt uvidende om, at han var havnet i risikogruppen for at vokse op som et anbragt barn. Begge forældre havde været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres barndom, hvilket ifølge en ny analyse fra Rockwool Fonden efterlod Oskar i farezonen.

Analysen viser, at børn af tidligere anbragte forældre bærer rundt på en risiko for selv at blive anbragt, der er op til ti gange større end for deres jævnaldrende, hvis forældre aldrig har været anbragt.

»Min mor magtede ikke opgaven. Fik mig aldrig til at føle, at jeg var god nok. Det ville jeg ikke gentage,« siger 47-årige Charlotte Myhrvold Sigvaldi, der arbejder som folkeskolelærer.

Perfektionistisk mor

Hun havde set det værste. Mærket det på egen krop. Charlotte Myhrvold Sigvaldi voksede op med en alkoholiseret, voldelig stedfar og en mor, der tog hans parti.

»Jeg blev betragtet som det sorte får i familien. Når der var det mindste i vejen, gik det som regel ud over mig. Jeg følte mig uønsket og fik tit kastet en taske i hovedet med besked om at gå.«

Så det gjorde hun. Løb hjemmefra som 13-årig og tog de første skridt mod en turbulent teenagetilværelse ind og ud af systemets svingdøre i plejefamilier og ungdomspension, indtil hun godt fire år senere flyttede for sig selv og skulle stå på egne ben.

Lige dér, på kanten mellem barndom om voksenliv, falder flere i springet. De tidligere anbragte børn er overrepræsenterede, når det gælder lavt uddannelsesniveau og misbrug, kriminalitet og ungt forældreskab.

Men Charlotte Myhrvold Sigvaldi bød statistikkerne trods. Kæmpede ganske vist sin kamp mod angst og depression, men holdt sig langt væk fra straf og stoffer og ville vente til det helt rigtige tidspunkt, før hun satte børn i verden.

Med tiden blev hun sikker. Og så klog på børneopdragelse, at der til tider kunne gå »perfektionisme« i moderrollen, når hun og sønnen Oskar gik side om side på gaden. Hun rettede ham, når han sagde noget upassende og lod ham åbenlyst vide, når han opførte sig pænt.

»Nogle gange var det nok for meget af det gode. Men jeg skulle bare udstråle: Her kommer en god og kærlig mor med styr på tingene. Ingen skulle mistænke mig for at fejle som forælder.«

En drøm om plejebørn

Det har ingen endnu gjort, og hun frygter ikke, at sønnen Oskar nogensinde bliver anbragt.

»Det er faktisk helt absurd at tænke på, og jeg er overhovedet ikke nervøs for, at det kan ske.«

Tanken har dog strejfet hende, men det er blevet ved tanken. Hun har aldrig været ved at give op, aldrig savnet opbakning fra det offentlige.

For hvor Børns Vilkår foreslår en stærkere støtte til forældre med anbringelsesbaggrund, mener Charlotte Myhrvold Sigvaldi, at der er hjælp nok at hente.

»Der er masser af fine tilbud, hvis man er nybagt forælder. Personligt har jeg klaret mig selv, men føler ikke, at jeg har manglet noget«

Fortjenesten for foreløbig at have gennemført forældreskabet skal ifølge hende tilskrives gode rollemodeller, grundfornuft og en lille smule held.

»Jeg boede kortvarigt hos min moster og onkel, og de har altid været der for mig. De har lært mig, hvordan man giver omsorg og hygger sig i en familie. Det har jeg selv kunnet bruge som mor. Og så har jeg bare haft heldet med mig og altid været en fornuftig pige.«

I dag bebrejder hun kun sig selv for ikke at have fået flere børn end ét. Men det er der håb for, hvis drømmen om at blive plejeforælder går i opfyldelse.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook