Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Udnyttelse. Dobbeltmoralsk. Uholdbart.

Det er blot nogle af de ord, der bliver hæftet på Lejernes Landsorganisation (LLO) af fagforbundet Djøf og en mildest talt utilfreds jurastuderende.

Arne Graversen, 23 år og 4. semesterstuderende på jurastudiet ved Aarhus Universitet, har smækket døren til LLOs afdelinger i Herning og Aarhus bag sig, efter han fandt ud, at han og hans jyske studentermedhjælper-kolleger arbejdede gratis for LLO, mens hans studentermedhjælper-kolleger i LLO Hovedstaden får overenskomstmæssig løn for nøjagtig det samme arbejde.

»På den ene side har LLO en lang tradition for at forsvare de svage. På den anden side er man uærlig over sine egne medarbejdere og vil ikke tilbyde dem lige vilkår,« siger Arne Graversen med henvisning til, at LLO gennem årtier har  kæmpet for den lille mand i baggårdslejligheden.

Fagforbund Djøf, der organiserer jurister og økonomer, er forundret over LLOs fremgangsmåde.

»Vores holdning er, at man selvsagt skal have løn for et stykke reelt arbejde. De jurastuderende, der arbejder under LLO, er under instruktionsbeføjelse af en chef og arbejder i en vagtplan. Det er uholdbart, at en organisation som LLO med det, den står for, og dens historik, ikke giver sine medarbejdere løn,« siger Christine Stemann Johannsen, chefkonsulent i Djøf, og tilføjer:

»De studerende uden for hovedstaden er desperate efter at få noget studierelevant arbejde på cv’et. Men der er desværre ikke mange af den slags job i for eksempel Aarhus, og det udnytter LLO i vores optik. Det er en amoralsk forskelsbehandling, når LLO vælger at aflønne jurastuderende i København. Men juridisk har vi desværre ikke mulighed for at gøre noget, da de studerende selv har accepteret at arbejde ulønnet.«

LLOs socialdemokratiske formand, Helene Toxværd, henholder sig til, at LLOs 25 lokale afdelinger er selvstændige juridiske foreninger. Hun kaldet det ‘et vilkår’, at der ikke er råd til at aflønne studentermedhjælpere uden for hovedstaden. Men hvordan har en socialdemokratisk LLO-formand det med, at to studerende, der udfører det samme arbejde under LLO paraplyen, aflønnes med henholdsvis overenskomstmæssigt løn og et rundt nul?

»Det har ikke noget med mit tilhørsforhold til politik at gøre. Det har noget at gøre med, hvordan vi har organiseret os på landsplan, og derfor er vilkårene forskellige. Det ville være dejligt, hvis det var anderledes, og vi vil gøre status om et års tid. Men det et vilkår lige nu. Jeg har ikke flere kommentarer til det.«

Helene Toxværd er en aktiv stemme i den offentlige debat og har gentagne gange udtrykt sig i skarpe vendinger om, at de stigende huslejer, der følger efter udlejeres spekulative renoveringer, tvinger unge ud af de store byer. Men kan man ikke med samme vægt sige, at unge tvinges ud af de store byer, når de ikke får løn for deres arbejde?

»Jeg har også sagt til de vores studentermedhjælpere i Aarhus, at jeg godt er klar over, at man ikke kan købe mælk for frivilligt arbejde. Men det vidste de også, da de sagde ja til at lave det frivillige stykke arbejde. Jeg har ikke flere kommentarer,« siger Helene Toxværd

Ifølge BTs oplysninger vil flere studentermedhjælpere i LLOs Aarhus-afdeling følge Arne Graversens eksempel og smække døren bag sig.