Færre end hver sjette socialpædagog, der mistede jobbet på grund af nedskæringer i kommunerne i 2011, blev tilbudt coaching eller afklaringsforløb. Uanstændigt, lyder kritikken.

Størstedelen af de danske kommuner har beskåret deres budgetter i de seneste år, og det har betydet fyringer inden for en række fagområder. Men fyringerne følges alt for sjældent op af hjælp til de afskedigede medarbejdere, viser to nye rundspørger.

Den ene er foretaget af Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og viser, at blot 15 procent af de socialpædagoger, der blev fyret i 2011, deltog i coaching- eller afklaringsforløb efter fyringen. Og kun 18 procent deltog i kurser eller uddannelsestilbud i opsigelsesperioden, skriver Ugebrevet A4.

- Det er meget ærgerligt, og jeg synes, at det på mange måder er et svigt fra arbejdsgivers side. I langt de fleste tilfælde er medarbejderne jo ikke selv skyld i deres fyring. Den er kommet på grund af nedskæringer, siger SL-formand Benny Andersen til ugebrevet.

Den anden undersøgelse er en rundspørge foretaget af Ugebrevet A4 selv blandt de syv største fagforbund, og også herfra lyder meldingen, at kun de færreste fyrede får tilbudt såkaldt outplacement - tilbud, der skal hjælpe dem i nyt arbejde.

- Det er uanstændigt bare at smide folk væk, når man ikke kan bruge dem mere, siger Dennis Kristensen, formand for FOA og LOs forhandlingsgruppe for offentligt ansatte, OAO.

Ifølge professor Henrik Holt Larsen fra Institut for Organisation på CBS har mange kommunalt ansatte brug for opkvalificering, fordi deres arbejde ofte er højt specialiseret inden for et særligt fagområde.

- De har ofte ikke prøvet ret meget andet end lige præcis den ene niche, som de har arbejdet med hele deres arbejdsliv. Og derfor er de svære at flytte rundt. De vil typisk søge job i andre kommuner, men her er der jo også skåret ned, siger han til Ugebrevet A4.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) erkender formanden for løn- og personaleudvalget, borgmester Mikael Ziegler (K), at outplacement er en god håndsrækning til de fyrede, men han understreger, at kommunerne ikke er forpligtede til at tilbyde det. Det er også et spørgsmål om økonomi, påpeger Ziegler.

- Hvis man skal give et tilbud om outplacement, skal det jo finansieres. Og jeg kan godt forstå, hvis der er nogle kommuner, som ikke kan finde penge til det. Hvis man skal finansiere det, kan det jo være, at man skal ud og nedlægge endnu flere stillinger for at få kabalen til at gå op, siger han til ugebrevet.