Er du bilist, har du sikkert selv gjort det. Blinket med det lange lys og dermed advaret dine medbilister om, at der holder en fotovogn forude.

Men det kan blive en dyr omgang for dig. For bilister, der forsøger at advare andre om fotovogne, kan selv risikere en bøde. Et blink med det lange lys til de modkørende koster nemlig 1.000 kroner, skriver DR Sjælland.

Læs også:

»Hvis det er medvirkende til, at folk sætter hastigheden ned, så er det selvfølgelig udmærket. Men det er bare ikke lovligt, og derfor får man en bøde, hvis man gør det,« siger leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather, til DR Sjælland.

Årsagen til at et blink med lygterne kan koste en bøde, er, at det er farligt for de modkørende bilister at blive blændet af de skarpe lygter, når det er mørkt.

Læs også:

Har du selv oplevet, at en modkørende ikke blænder ned eller har en defekt lygte, har du måske også blinket med det lange lys før. Men det er også ulovligt.

Det lange lys må kun bruges, hvis man vil advare de modkørende bilister om fare.