En 27-årig kvinde fra Viby kunne ikke overbevise sygeplejersken på vagtcentralen om, at hun var alvorligt syg. Dagen efter blev hun indlagt med flere store blodpropper. I søndags fortalte Stiften historien om to damer, som ikke kunne tilkalde en ambulance til en syg mand. Tanja Kirk Nielsens historie herunder har samme tema. Men hun er selv hovedperson.
Hun kravlede hen til telefonen og ringede 112. Men det lykkedes ikke at overbevise sygeplejersken på vagtcentralen om, at hun var alvorligt syg.
Derfor kom hverken ambulance eller vagtlæge på besøg den aften, da 27-årige Tanja Kirk Nielsen fra Viby fik det dårligt.
Næste morgen blev hun indlagt for fuld udrykning. Det viste sig, at hun havde haft flere store blodpropper i lungerne.
»Jeg er bare så taknemmelig over, at jeg i dag er i live,« siger hun.
Tanja Kirk Nielsens historie stiller endnu et spørgsmålstegn ved, om det er blevet for svært at tilkalde en ambulance i dagens Danmark. Og om tvivlen altid kommer den syge til gode.
Hendes historie begynder lørdag 5. juli i år, da hun var i sommerhus med fire veninder. Her fik hun ondt i begge ben, brystmuskler og i armmusklerne.
Flere smerter
De næste dage blev smerterne i især benet værre og værre, og 9. juli tog hun til sin læge.
»Min læges dom var betændelse i akillessenen, og jeg blev sendt hjem med smertestillende piller. Jeg tog den med ro den næste dag, men om natten sov jeg næsten ikke. Jeg havde så ondt, at jeg mente, jeg måtte tage til lægen igen.«
Han tog ingen chancer.
Læs også:
»Lægen sagde, at nu, hvor det ikke længere kun gjorde ondt i anklen, men i hele benet, ville han gerne have mig scannet. Ikke mindst fordi jeg lige var startet på p-piller.«
Derfor blev hun sendt til Aarhus Universitetshospital i Tage-Hansens Gade - det tidligere Aarhus Amtssygehus - hvor hun fik taget blodprøver, hjertekardiogram og fik scannet højre ben.
»Scanningen viste ingenting, selv om hele tre forskellige læger prøvede at scanne for at være ekstra grundige. Herefter blev jeg sendt hjem.«
Blodprøver blev ødelagt
Senere samme dag modtog hun en mail fra sin læge. Den havde en noget overraskende besked.
»Hej Tanja. To af de prøver, du fik taget i dag fredag skulle transporteres videre til Nørrebrogade, og under denne transport er blodet gået i stykker, så det ikke kan bruges.«
Læs også:
»Det var jo sort uheld, men der var altså ikke andet at gøre end at vente til mandag, hvor jeg kunne få taget nye prøver. Jeg havde stærke smerter i benet fredag og lørdag. Mit ben var en lille smule hævet, meget spændt og måske en lille smule rødere end det andet, men der var ikke meget at se i forhold til, hvordan det føltes.«
»Næste morgen havde jeg nået min smertegrænse efter tre døgn med cirka ni timers søvn i alt og konstante smerter, som overhovedet ikke blev bedre trods de mange smertestillende piller, jeg efterhånden var kommet på.«
Hjertebanken og besvimelse
Hun ringede til vagtlægen og fik veninden til at køre sig derhen.
»Vagtlægen mente, at vi måtte gå ud fra, at jeg ikke havde en blodprop nu, hvor jeg var blevet scannet, og hun gav mig endnu en gang noget stærkt smertestillende,« fortæller hun.
Veninden kørte Tanja Kirk Nielsen til Løveapoteket på Store Torv, så hun kunne hente de smertestillende tabletter.
»Jeg nåede ikke en gang hjem, før jeg havde slugt den første pille. Allerede ti minutter efter, jeg havde slugt pillen, begyndte den at virke, og det var det mest befriende jeg længe havde følt.«
Om aftenen besluttede hun sig for at tage endnu en smertestillende pille for at få sovet igennem.
Fra da af begyndte tingene for alvor at gå galt.
»Allerede fem minutter efter, jeg havde slugt pillen følte jeg, at noget var galt. Mit hjerte begyndte at banke helt vildt. Jeg begyndte at svede, og da jeg ville ud i køkkenet efter vand, måtte jeg sætte mig på gulvet af svimmelhed. Jeg besvimede vist også et sekund.«
Ambulancen kom ikke
Tanja Kirk Nielsen troede, at hun havde fået et allergisk anfald efter at have taget den ekstra morfinpille.
»Jeg kravlede hen til min telefon og ringede 112. Her fik jeg en sygeplejeske i røret, som sagde, at jeg skulle trække vejret ordentligt. Ind af næsen, holde luften og puste ud gennem munden. Jeg gjorde mit absolut bedste, men havde næsten ikke luft til det. Sygeplejersken mente, at jeg skulle holde op med at hyperventilere, for de symptomer, jeg havde kunne ikke være forårsaget af mine smertestillende piller.«
I sin omtumlede tilstand troede Tanja Kirk Nielsen et øjeblik, at der var en ambulance på vej til hendes etværelses lejlighed i Viby.
»Men det var der ikke. Efter en masse vejrtrækning, hvor jeg havde fået det lidt bedre, spurgte sygeplejersken om, hvorfor jeg havde ringet. Jeg mener, at jeg svarede: ’Fordi jeg var bange’. Derefter stillede hun mig om til vagtlægen.
Tanja Kirk Nielsen fortæller, at hun ventede i over et kvarter på at komme til at tale med vagtlægen.
»Selv om jeg havde fået det bedre, havde jeg det ikke godt. Jeg kunne stadig ikke få ordentligt luft, og jeg følte det som om, der var en, der sad på min brystkasse. Så meget trykkede det.«
»Vagtlægen sagde, at jeg skulle prøve at slappe af, se lidt tv, så jeg kunne blive distraheret og ikke tage flere smertestillende. Både 112 og vagtlægen sagde, at jeg var velkommen til at ringe igen, hvis det ikke blev bedre.«
Blå læber
Hun ringede til en veninde og snakkede.
»Jeg begyndte at blive døsig. Det snurrede i mine fødder og mine fingre og tunge, og det trykkede stadig på mit bryst og så var mine negle blevet blå. Jeg turde ikke sove, og derfor sagde jeg til min veninde, at jeg ville ringe til vagtlægen igen. Det gjorde jeg så.«
»Jeg fortalte alle mine symptomer til lægen. Hun sagde, at jeg trygt kunne lægge mig til at sove.«
Beroliget faldt Tanja Kirk Nielsen i søvn.
Næste morgen gik det bedre, selv om hun stadig havde ondt i brystet, og selv om hun havde ondt i benet igen.
»Jeg spiste morgenmad og drak lidt vand, men så fik jeg det pludselig skidt ligesom aftenen før. Jeg kastede op, besvimede, kunne ikke få luft, kampsvedte og rystede, og jeg har aldrig set mig selv være så bleg og have så blå læber.«
Derefter ringede hun på sin læges akuttelefon. Lægen ringede tilbage få minutter senere.
Fuld udrykning
»Han spurgte, om jeg kunne få et lift til hospitalet nu. Det kunne jeg ikke før et par timer senere, og derfor sendte han en ambulance.«
»Jeg ville tage tøj på, for jeg sad i mit nattøj, men jeg havde simpelthen ikke luft til det. Jeg ringede 112 igen og forklarede, at jeg ikke var sikker på, at jeg kunne åbne døren for den ambulance, jeg ventede på. Så nåede jeg vist at sige, at jeg troede jeg besvimede nu. Jeg husker, at han sagde, at han ville sætte fut i ambulancen. Mere af det opkald kan jeg ikke huske.«
Tanja Kirk Nielsen besluttede at kravle ud i gangen og få åbnet sin hoveddør.
»Så skulle ambulancemændene kun ind gennem døren i opgangen, og nu var jeg bange for, at de slet ikke ville nå det.«
Så hørte hun sirenerne.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte; ’nu skal det nok gå Tanja, det der er din ambulance’.
Hun formåede selv at lukke ambulancefolkene ind.
»Da de så mit ansigt, gik det pludselig stærkt. Jeg må have været bleg og blå. Jeg fik ilt og hjertekardiogram og taget blodtryk i min gang og så blev jeg flyttet til ambulancen, hvor vi kørte med udrykning til Skejby med lægen fra lægebilen inde hos mig.«
Flere store blodpropper
I ambulancen følte hun sig i gode hænder.
»Da jeg kom til Skejby, gik det mindst ligeså stærkt. De havde store problemer med at få blod ud af mig, fordi mit blodtryk var så lavt. Det husker jeg, for det gjorde ondt, men ellers husker jeg bedst lægen, som fortalte mig, at det var alvorligt, men at jeg var i gode hænder.«
Det var også nødvendigt.
»Efter en scanning blev det konstateret, at jeg havde haft flere store blodpropper i lungerne,« fortæller hun.
»Formentligt havde jeg fået en blodprop i benet på grund af p-piller, og den blodprop rev sig løs og satte sig fast i mine lunger søndag aften og igen mandag morgen.«
Fem dage senere blev Tanja Kirk Nielsen udskrevet fra Hjertemedicinsk Afd. B, hvor hun havde været indlagt.
Siden har hun været på blodfortyndende medicin.
Og efter det dramatiske forløb, hvor hun på et tidspunkt frygtede, at hun skulle dø, har hun måttet gå til psykolog hver eller hver anden uge.
Bagefter bliver forløbet ved med at spøge i hendes baghoved. Hun tænker på, om hun selv kunne have gjort det bedre.
»Jeg tænker også på, hvordan forløbet ville have været, hvis jeg var blevet sendt til scanning med det samme, hvis mine blodprøver ikke var gået i stykker, og hvis 112 havde sendt en ambulance første gang, jeg ringede.«
»Bliv ved at bede om hjælp!«
En lære har hun draget af hele historien. Og den vil hun gerne give videre.
»Det vigtige må være et opråb! Et opråb om at blive ved med at bede om hjælp, ligegyldigt hvad lægen, vagtlægen eller 112 siger.«
»Det kan være svært at vide, hvornår opkaldene er berettiget, men ring for guds skyld hellere en gang for meget end en gang for lidt. Det hele kan slutte for hurtigt. Og det var så tæt på at slutte for mig.«
På Tanja Kirk Nielsens blog, som denne artikel bygger på, kan man læse hendes egen oplevelse af forløbet. Man kan også læse om hendes oplevelse med sundhedssystemet efter blodpropperne.
