Det lød ikke så slemt, mente 23-årige Irati Aizpuru Berg-Jensen fra Vejle, da hun den 18. februar i år fik konstateret leukæmi efter længere tids influenzasymptomer. Nu er der gået tre måneder siden, hun blev udskrevet, og det går kun fremad.
Man skal være positiv, mener Irati. Andet kommer man ikke særlig langt med. Alligevel kan hun ikke lade være med at tænke tilbage på alt det, hun har været igennem, siden hun fik konstateret leukæmi, som er en kræftform i blodet. Og så er det, at det går op for hende, hvad hun er gået igennem.
»Det skal bearbejdes, og det skal jeg bruge det næste stykke tid på.«
Men hvordan bearbejder man et flere måneders langt forløb med kemokure, en knoglemarvtransplantation og en hjerneblødning, der boltrede en fast til stue 15 på Rigshospitalet i over en måned?
For Irati hjælper det at tale om det og være åben. Hun vil ikke gå med det selv, for så ender man i sidste ende med at blive endnu mere ked af det.
»Derfor taler jeg også om det, og når jeg synes, det er hårdt, så sætter jeg ord på det. Men det er også rart endelig at kunne tale med sine veninder om andet end bare sygdom.«
Influenzasymptomer viste sig at være leukæmi
Det var i februar måned i år, at Irati pludselig følte sig sløj. Pulsen kom hurtigt op, hun følte sig udmattet, og feberen kom langsomt snigende i takt med den kolde vinter.
Men hun slog det væk. Det var formentlig bare en tarvelig omgang influenza, som hvert år rammer tusinder af danskere. Hun havde netop gennemført uddannelses som markedsføringsøkonom og havde i sinde at besøge sin far i den nordspanske by San Sebastian.
Det skulle en influenza ikke sætte en stopper for, så hun tog den med sig, da hun pakkede sin kuffert og satte sig om bord på flyet mod Spanien.
De varmere himmelstrøg fik imidlertid ikke skovlen under influenzaen, og som tiden gik, fik hun det dårligere. Hun blev fortsat let udmattet, selv om hun egentlig var i ganske god form, hvis hun selv skal sige det.
»Jeg fik det dårligere, og det stod på i nogle dage, hvor jeg også hostede en del. Til sidst valgte jeg at tage til lægen. Men han syntes også, at det lignede en meget hård influenza. Så jeg fik nogle piller, og så skulle jeg kontakte ham, hvis jeg ikke fik det bedre,« fortæller Irati.
Dagen efter blev det endnu værre. Hun kontaktede straks lægen, der kaldte hende ind til nogle blodprøver næste morgen. I timerne efter, hun fik taget blodprøverne, besvimede hun tre gange,
I mellemtiden havde lægen dog fået svar på blodprøverne, og omkring middagstid kontaktede han Iratis far.
»Han sagde, at jeg hurtigt skal komme på hospitalet. Jeg havde leukæmi.«
100 dage siden knoglemarvstransplantation
I dag er det over tre måneder siden, at Irati blev udskrevet, og over 100 dage siden, at hun var igennem den udmattende knoglemarvstransplantation med knoglemarv fra sin søster. Den skal sikre, at leukæmien ikke kommer tilbage.
Irati skulle den efterfølgende måned ligge isoleret på en stue på Rigshospitalet.
»Men jeg lå der mere end en måned. Jeg blev transplanteret den 14. juni, og den 30. juni fik jeg en hjerneblødning, så det hele blev udskudt.«
Den månedlange isolation satte sit præg på Irati. Hun måtte gerne have venner og familie på besøg på stuen. De måtte også godt røre ved hende. Det måtte de ikke, da hun tidligere på året lå i isolation på det spanske sygehus, lige efter hun havde fået konstateret leukæmi.
»Her måtte jeg have fire af mine venner eller familie inde på samme tid. Jeg var isoleret, men jeg var ikke fuldstændig isoleret fra mine venner og familie, det hjalp lidt på det, men til sidst ville jeg bare gerne ud. Det var lidt ligesom et fængsel. Bare det at komme ud på gangen var en befrielse.«
Shopping og caféture med veninderne
Siden Irati blev udskrevet, er det gået op og ned. Mange dage har hun allermest haft lyst til at blive liggende i sengen, fortæller hun.
»Den første periode har jeg været meget træt, hvilket er normalt i forhold til, at man er blevet transplanteret. Men nu er jeg begyndt at få det meget bedre og har overskud til at lave almindelige hverdagsting og gå ud med veninder og i byen for at shoppe,«
Og det har betydet meget, at hun rent faktisk kan begynde at lave hverdagsting og ikke bare er syg.
»Man føler sig ikke så syg, når man kan gå ud og spise på en cafe med en veninde, og man kan snakke om andet end bare sygdom. Det er enormt dejligt at mærke, at man er på vej tilbage, og det går frermad.«
Irati er ikke blevet erklæret rask endnu, og hvis hun får en infektion, bliver hun slået tilbage. Derfor får hun taget blodprøver hver uge, så en eventuel infektion kan opdages hurtigt.
Hun ved slet ikke, hvad udsigterne er til, at hun kan blive erklæret rask, men som det ser ud lige nu, så har hun ingen kræft i kroppen. Alligevel tør hun ikke spå om, hvornår hun kan tage sin uddannelse som markedsføringsøkonom i brug.
»Jeg tager en dag af gangen, og når lægerne siger, jeg er klar, så begynder jeg at kigge på det.«
