En dobbelt influenzaepidemi raser lige nu i Sverige. I Danmark lader den vente på sig, men Statens Serum Institut venter, at virusbakterierne rammer landet senere på vinteren.

Selvom svineinfluenza H1N1 har mistet pusten i forhold til tidligere år, har den sammen med den såkaldte Hongkong-influenza alligevel resulteret i en epidemi i Sverige.

Men i Danmark lader den årlige influenzaepidemi endnu vente på sig, meddeler Statens Serum Institut, der forventer, at landet bliver ramt af de to vira senere på vinteren.

LÆS MERE: 

- I forhold til tidligere år er det helt normalt, at influenzaen først rammer Danmark et godt stykke tid efter jul. Man ved ikke helt, hvad der afgør, hvornår epidemien rammer. Men en meget mild vinter betyder som regel en sen epidemi sidst på vinteren, forklarer Kåre Mølbak, overlæge ved Statens Serum Institut.

Han forventer, at det ligesom i Sverige bliver svineinfluenza H1N1 og Hongkong-influenza H3N2, som kommer til at give hovedpine og snot i kraniet hos danskerne denne vinter.

Dog har svineinfluenzaen efterhånden mistet pusten så meget, at H1N1-epidemien ikke bliver af samme styrke som tidligere set.

- Det er tredje år, vi stifter bekendtskab med H1N1, men efterhånden er mange blevet immune, enten fordi de har været smittet før eller er blevet vaccineret. Virussen er derfor populært sagt blevet træt og udbrændt, forklarer Kåre Mølbak.

Selvom vejret spiller en stor rolle i udbredelsen af en influenzaepidemi er det ikke, som mange måske tror, vejret i sig selv, der gør os syge med virus.

LÆS OGSÅ: 

- Det er vores adfærd, når det er vinter, der gør, at vi smitter. Vi klumper os ganske enkelt mere sammen indendørs. Specielt børn på skoler og i børnehaver er en meget stor motor ved influenzaepidemier, forklarer Kåre Mølbak.

Man har derfor ikke større eller mindre risiko for at blive smittet med influenza, hvis man glemmer at tage halstørklæde på, når man skal begive sig ud i vintervejret.