For 26 pct. af danskerne er indvandring det største problem. Men de bor tilsyneladende ikke i den lille by Skårup på Fyn, som vi på vores roadtrip til udkanten er nået til
Johnny Hansen er lige til at vride op. Skjorten er gennemblødt, klistrer sig til kroppen. Kaskader af sved siver ned over hans ansigt. Klokken er 22.05.
I syv kvarter har han og Kandis givet den gas på scenen i Skårup Hallen på Sydfyn. Har rundet første sæt af med et nummer, man ikke lige havde ventet, skulle vælte ud over deres scenekant.
’For evigt, måske for evigt. Skal vi sammen, samme vej’.
Når Kandis spiller op til dans, er der ingen slinger i valsen. Har andre lavet et hit, der virker på dansegulvet, bruger de det. Også metalbandet Volbeats ‘For evigt’.
Og i Skårup virker det. De fester. Og danser.
Ikke mindst de to hardcore Kandis-fans Charlotte Nilsson og Michael Sørensen, giver den gas på gulvet. Det er et år siden, at de blev ringforlovet og besluttede, at det skulle være dem. For evigt.
De skulle have været gift denne fredag. Men når Kandis spiller, må brylluppet vige, og Charlotte vente en uge med at kunne kalde sig fru Sørensen.
Men det er ikke kun i kærligheden, at vi ‘for evigt, måske for evigt skal sammen, samme vej’.
Selv om det ikke er synligt i Skårup Hallen, er Danmark et multikulturelt samfund, et smeltedigel af nationaliteter.
Men det ikke alle i den gryde, der trives lige godt med dét.
Gennem mange år har indvandrings-tematikken samlet puds, er blevet til en betændt byld, som nogle vil klemme ud, andre indkapsle.
I en stor undersøgelse, som Gallup har foretaget for BT, tikker indvandring da også ind på førstepladsen over dét, vi ser som det største problem. Mere end hver fjerde dansker - 26 pct. - har det sådan.
Og det er - mener samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen - et udtryk for, at mange danskere har svært ved tilskrive det mening, at vi har så mange indvandrere, som vi har. Et udtryk for, at de forandringer, som det har medført, har udfordret danskernes forestilling om, hvordan vores samfund skal se ud. Så for 26 pct. er dét, som indvandringen repræsenterer, dermed det største problem.
»Indvandrerproblemet er et symbolsk udtryk for, at noget er i ubalance for rigtig mange mennesker,« siger Johannes Andersen.
For nogle så meget i ‘ubalance’, at de mener, at visse af ‘dem’ - indvandrerne - skulle smides på en Folkevognsbus og sendes hjem.
»Så blev der ro,« mener 74-årige Gunnar Sommer, der er trukket ud i sommerluften uden for Skårup Hallen.
Men sådan er verden ikke skruet sammen. Heller ikke i den lille fynske by med bare 1.800 indbyggere, hvor de for et år siden fik deres første flygtningecenter.
Vejen gennem byen er ikke lang. Det opdagede vi flere timer før, at Johnny Hansen stod gennemblødt af sved på scenen i Skårup Hallen.
Faktisk er vejen så kort, at de færreste bilister når at ænse, at der er en by. De drøner gennem den med en tung fod på speederen. Og misser dermed et tilbud, man ikke ser mange andre steder.
En halv meter hotdog. Til 95 kr.
I Skårup er der to tankstationer. Den ene af dem er også spillehal, købmand, cafe og grillbar. Under ét og samme tag. Her kan man også leje et fadølsanlæg og en pølsevogn. Og ikke mindst købe den lange hotdog.
Under taget står også Ismet Basoda og Rasmine Dissing Johansen, én af ‘dem’ og én af ‘os’.
De keder sig bravt bag disken. Det er sidst på måneden, der er endnu ikke gået penge ind på kontoen hos de faste kunder, hvilket er tydeligst i spillehallen. Her ville man normalt sådan en fredag eftermiddag være nødt til at skære sig gennem de bippende elektroniske lyde fra snurrende automater og det tykke røgtæppe fra smøgerne.
Ismet og Rasmine kalder livet i Skårup for stille. Rasmine, som har boet her hele sit 18 år lange liv, bruger ord som ‘trygt og rart’.
»Hvis jeg går i Brugsen, hilser jeg altid på de første fem, som jeg kender.«
Ismet - som er født og opvokset i Svendborg syv km. der fra - er lidt mere forbeholden. Siger - mens han forsigtigt skæver over til Rasmine - at ’Skårup ikke er en by for unge mennesker’.
»Det er en ‘slappe af’ by for de ældre,« mener han.
At deres etnicitet er forskellig, tænker ingen af dem over. De er bare to unge mennesker, der arbejder på en tankstation. Og en spillehal. En købmand. En cafe. Og en grillbar.
Rasmine langer vores flæskestegssandwich - hendes specialitet - og en Skårup burger over disken.
»Vi mærker ikke noget til indvandrerproblemer her. Alle er velkomne,« smiler hun.
»Hils min mor, når I ser hende,« tilføjer hun, da vi går derfra.
Skårup snyder lidt. For vælger man at træde på bremsen ude på gennemfartsvejen, stoppe op og slentre ind i dét, der ligger på den anden side af vejen, åbenbarer de stille villaveje - hvor den stråtækte idyl står side om side med murstensvillaer fra 70erne - et lille samfund i harmoni med sig selv og hinanden.
Et lille samfund, der har trukket sig op til overfladen igen efter tabet af flere vigtige institutioner, der gav dem - altså Skårup - en plads på Danmarkskortet: Skårup Statsseminariums Øvelsesskole og lærerseminariet.
Nøglen er for længst drejet om begge steder. Og i den store gule murstensbygning - der engang fungerede som kollegium for de lærerstuderende - bor der i dag hovedsageligt flygtninge. Som de syriske brødre Ammar og Ahmad Hussein Al Ali.
Der er fuglekvidder og liflig duft af sommer i luften, da vi banker på deres dør.
28-årige Ammar er egentlig flyttet til Aarhus, fordi han dér har fundet arbejde på en fabrik, der producerer plastbægre til smør. Egentlig er han uddannet jagerpilot.
Denne fredag er han på besøg hos sin tre år yngre lillebror.
»Jeg er rigtig glad for at være her i Danmark. Og Skårup er stille og rolig, en lille hyggelig by uden bander,« siger Ammar Hussein Al-Ali.
Det danske sprog flyder ubesværet ud af ham. Accenten en pudsig blanding af det fynske og det midtjyske. Sidstnævnte kan han takke især sin danske kæreste for. Hun er fra Viborg.
I september 2012 indledte Ammar sin flugt fra Syrien og præsident Bashar al-Assad. Han fortæller, hvordan han som en del af landets militær, som uddannet jagerpilot, ville blive sendt ind i Assads krig. En krig, han ikke ønskede at være en del af.
Flugten førte ham til Danmark, og da han i efteråret 2013 fik opholdstilladelse, blev han placeret i først Svendborg, så Skårup, hvor han gik i gang med at lære dansk. Og at forsørge sig selv. Stå på egne ben.
Hvad han ikke vidste, var, at mens han fandt nyt fodfæste i et fremmed land, måtte nogen hjemme i den syriske provins Aleppo betale prisen for hans flugt.
I halvandet år holdt det syriske styre Ammars déngang kun 20-årige lillebror Ahmad som gidsel. Han blev ifølge Ammar næsten bogstaveligt revet ud af sit økonomistudie på universitetet, smidt i fængsel og tortureret. Da han endelig slap ud, kom ISIS til Aleppo.
Så tog Ahmad Hussein Al-Ali flugten. Som sin bror. I vinteren 2015 - efter kun to måneder - fik han opholdstilladelse i Danmark.
Hans kropssprog indikerer, at han stadig er stærkt traumatiseret. I halvandet år har han haft sin faste gang på traumecentret. Først, når der er løsnet op for de indre knuder, begynder sprogundervisningen for ham.
Gennem Ammar siger han, at Skårup med dens ro, har en helende effekt. At folk er flinke. At der er stor respekt for den enkelte. Og at han føler sig taknemmelig over, at selv de mange ældre på plejehjemmet over for flygtningecentret så hurtigt pakkede deres skepsis væk.
Begge brødre - og især Ammar, der forstår og behersker det danske sprog - er dog frustrerede over, at sådan nogle som dem, ‘dem’ med den mørke hud og de brune øjne, skæres over en kam i indvandrerdebatten.
»Jeg synes, at medierne går efter kun at vise det dårlige billede. Kun at fortælle om dårlige ting som hash og vold. Mange af mine venner er danskere, og typisk har jeg i starten hørt dem overrasket sige ‘hold kæft, I er ikke dårlige allesammen’.
Altså, jeg elsker det her land. Jeg elsker den danske sommer, de gamle huse med bindingsværk. Lige bortset fra politikere fra bl.a. Dansk Folkeparti har jeg kun mødt sympatiske mennesker i Danmark. Jeg føler, at jeg har fået en ny familie her. Vi kan godt bo sammen. Hvis vi vil,« siger Ammar. Der drømmer om - når han engang får råd - at få luft under vingerne igen. Som svævefly instruktør.
Vi starter bilen og ruller videre til Skårup Hallen, hvor vi viderebringer hilsnen fra Rasmine fra tanken. Hendes mor Marianne Dissing arbejder som frivillig i hallen. I aften har hun ombyttet nok omkring tusinde billetter til stof-armbånd, så publikum ubesværet kan gå ind og ud af hallen.
Det er ottende år i træk, at Kandis spiller her. I baren ligger en bog, hvor man kan skrive sig op til koncerten i 2018. Inden aftenen er omme, er der udsolgt.
»Vi prøver virkelig at gøre en indsats for at skabe aktiviteter for både gamle og nye indbyggere. Byen har fået et kæmpe løft, siden vi fik stedet her,« siger hun og peger op på hallen, der rettelig hedder Skårup Kultur- og Idræts Center.
Indenfor har publikum i deres pæne tøj fyldt tallerkener og glas op og taget plads ved langbordene.
Derfor er Marianne sammen med Lolita Jørgensen trukket om på bagsiden af hallen, hvor de frivillige spiser udenfor.
De misser med øjnene i aftensolen.
»Alle skal føle sig velkomne her,« tilføjer Marianne Dissing.
Ét af de arrangementer, som Lolita Jørgensen er mest stolt af og glad for, er dét, som byen lavede for at byde de nye ‘fremmede’ fra flygtningecentret velkommen. En aften med sang og musik. Og eksotisk mad.
»Det var så fin en aften,« smiler hun.
Marianne Dissing ligner et stort spørgsmålstegn.
»Jeg vidste slet ikke, at de var her. Jeg har overhovedet ikke bemærket dem,« siger hun så. Forundret over, at der er flyttet ’fremmede’ til byen.
»Jamen, Marianne. De bor hér altså!«
»Okay, men jeg har ikke tænkt at begynde at låse døren af den grund. For dem, der stjæler herude, er dem, som du ikke tror ville stjæle.«
Så fortæller hun anekdoter om, hvordan det er dem i store cabrioleter, der stopper op ved hendes lille bod med jordbær og kartofler - som står ud til gennemfartsvejen - og tager for sig af varerne uden at betale.
»De burde da om nogen have råd,« siger hun hovedrystende.
Inde fra hallen lyder jubel. Johnny Hansen og Kandis er gået på scenen, og har - præcis som de plejer - åbnet ballet med deres første store hit ‘En lille ring af guld’.
Koner i deres pæneste kjoler med blomster på og mænd i det, der for få timer siden var en nydelig nystrøget skjorte, bades i lyset fra de roterende diskokugler ude på dansegulvet.
Helt oppe foran scenen står en stor gruppe fysisk og psykisk handicappede. De elsker Kandis. Kandis elsker dem. Et par stykker får lov til at komme med på scenen. Men Charlotte Nilsson og Michael Sørensen har kastet sig ud midt på dansegulvet.
»De laver bare så god musik, som man kan synge med på,« siger de to fans.
En ældre herre går i en stor bue udenom parret og flokken af handicappede.
»Der er sgu for mange af dem i år,« kommer det fra ham. Ud mellem sidebenene.
Parret danser lykkeligt uvidende videre.
De og vi og Ammar og alle de andre skal sammen, samme vej. Måske for evigt.
Læs næste søndag reportagen fra Karrebæksminde på Sydsjælland.
Hvad mener Johnny Hansen er det største problem i Danmark? Se svaret på bt.dk.
Har du indspark til debatten, eller har du oplevet urimeligheder, som du synes, BT skal kigge nærmere på, så skriv en mail til: udkant@bt.dk
Hvad siger Kandis fansene?
Hvad er det største problem i Danmark i dag?
Bo Thrane, 42, salgschef
»Det er overordnet, at de sparer for meget på de ældre. Jeg synes, at regeringen sviner vores penge væk, at der bliver givet til de forkerte steder. Jeg arbejder og har hjulpet meget i den offentlige sektor, og kan se rundt omkring på plejehjemmene, hvordan de ældre bliver nedgraderet fuldstændig. De bliver kørt ind til et bord om morgenen. Og der får de lov til at blive siddende. Vi svigter de gamle helt vildt. Og det synes jeg, er helt forkasteligt.«
Louise Schmidt Thrane, 41, pædagog
»Det er, at politikerne sparer sindssygt meget på de offentlige institutioner. Vi pædagoger løber voldsomt stærkt. Jeg arbejder selv i en forholdsvis lille institution, og lige p.t. har vi 36 børn, og vi er fire voksne. Vi forsøger hele tiden at få nogle ekstra hænder i form af pensionister og studerende. Bare for at få det til at hænge sammen. Men som jeg ser det, er det vores fremtid, som vi spilder på gulvet. Og den skal vi passe på.«
Ove Rasmussen, 71, pensionist
»Nu har de heldigvis droppet det med, at de ville højne pensionsalderen. Det var vi mange, der ikke var så glade for. Og så er der indvandrerne. Nu må man ikke være racist, men indvandringen synes jeg, er lidt for voldsom, og den er der ikke rigtig styr på. Det er ligesom, at de er ved at tage overhånd. Jeg synes, at Glistrup havde ret i sin tid. Men ingen ville tro på ham. Ham skulle de have lyttet til den gang.«
Gunnar Sommer, 74, pensionist
»Der er utrolig mange problemer, men generelt mener jeg, at der er alt for lidt konsekvens. At lovgivningen er for slap. Jeg er uddannet pædagog, og har arbejdet med unge, og de kunne få i hvert fald tre tiltalefrafald, og når så de blev nappet for cykeltyveri, så fattede de jo ikke, at de skulle i spjældet. At de havde stjålet ti biler før det, det havde ikke kostet noget. Så jeg synes, at der skal være mere konsekvens første gang. For de forstår det ikke, og det mener jeg heller ikke, at indvandrerne gør i dag. Jeg kender politibetjente, der er nødt til at gå baglæns på grund af deres ballade, og det kan da ikke være rigtigt. Nogle siger ‘sæt dem i en folkevognsbus, og kør dem hjem. hvor de hører til’. Og det mener jeg også. Især hvis man kørte til Vollsmose og læssede de værste på bussen, så blev der ro. For det smuldrer.«
