Hver eneste måned de seneste syv år har en ny kristen menighed af indvandrere set dagens lys i Danmark.

- Antallet af kristne nydanskere eksploderer i disse år, fordi indvandringstrømmen har ændret sig siden 1990erne, da hovedparten kom fra muslimske lande. På en given søndag er hver anden kristne kirkegænger i København indvandrer, siger Hans Henrik Lund, leder af Kirkens Integrations Tjeneste (KIT), til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Vokseværket betyder, at mange af de nye menigheder mangler kirkerum og tag over hovedet.

Både KIT og de enkelte migrantmenigheder ser det som chance for husly, at stiftsrådet i København har foreslået 16-17 københavnske kirker taget ud af brug.

- Det ville være en stor fordel både de kristne nydanskere, hvis de lukkede folkekirker kunne bruges af andre kristne. Folkekirken ville også kunne lære af at komme tættere på de kristne indvandrermenigheder, som hovedsageligt består af unge mennesker, og hvor kirkegangen er fyldt med musik og samvær, siger Hans Henrik Lund fra KIT.

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen deler det håb:

- Disse menigheder er berigende, igangsættende og udfordrende for den danske folkekirke, og jeg vil være meget glad, hvis de tomme folkekirker så at sige kunne blive i familien. De kristne migrantmenigheder er jo folkekirkens fætre og kusiner, siger biskoppen til Jyllands-Posten.

BNB