____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den udviste Suthida Nielsen og hendes otte-årige datter Im landede tidligt lørdag morgen i Københavns Lufthavn. Begge er glade for at være hjemme i Danmark igen, men Suthida Nielsen fortæller nu for første gang om den hårde periode, som hun og datteren har været igennem.

Ims stedfar og Suthida Nielsens mand døde af kræft i 2012. Efter dødsfaldet stod Suthida Nielsen pludselig alene med alle tingene på hjemmefronten, og det var en barsk omgang.

- Im skulle jo stadig i skole, og der skulle mad på bordet hver dag, siger Suthida Nielsen efter hjemkomsten fra Thailand.

Efter dødsfaldet søgte Suthida Nielsen om opholdstilladelse i Danmark, men ansøgningen blev afvist, da Udlændingestyrelsen vurderede, at hun havde større tilknytning til Thailand. Derfor blev hun og Im sendt til Thailand, selvom de ifølge hende selv er yderst velintegrerede i det danske samfund.

Efter en hastebehandling af den såkaldte 'Im-lov' er mor og datter nu tilbage i Danmark, men det seneste års tid har alligevel været svært. Det forværrede Suthida Nielsens tilstand betragteligt, at hun og Im ikke længere kunne blive i Danmark. Humøret har svinget utrolig meget i den periode, og lige pludselig er det bare skiftet fra godt til dårligt. Undervejs i forløbet har hun snakket med professionelle, gode venner og familie. På intet tidspunkt har hun ville lade det gå ud over sin datter, fortæller hun til bt.dk. Hun har konstant prøvet at beskytte hende.

- Når mit humør har været dårligt, så har jeg har bare sagt til Im, at jeg har hovedpine, siger Suthida Nielsen til bt.dk.

Nu glæder Suthida Nielsen sig over, at de begge er landet trygt på dansk jord. Så håber hun på, at tankerne kan komme tilbage på noget mere positivt.