Justitsminister Morten Bødskov (S) har i mere end et år vidst, at illegale indvandrere reelt har frit spil i Københavns Lufthavn, uden det har givet anledning til handling fra ministerens side.

Venstre og Dansk Folkeparti mener, at Morten Bødskov gennem mere end et år har ignoreret, at Københavns Politi, der står for politiindsatsen i lufthavnen, bevidst undlader at kontrollere visse flyankomster til Københavns Lufthavn fra andre europæiske lande, der er med i det såkaldte Schengen-samarbejde. Det sker, selvom det hver dag - ifølge flere betjente - strømmer ind med illegale indvandrere fra Schengen-lande som f. eks. Italien.

Ingen handling

Retsordfører fra Venstre, Karsten Lauritzen, henviser til, at justitsministeren har modtaget adskillige spørgsmål om emnet, efter fagbladet Dansk Politi i august 2012 skrev, at 10-70 illegale indvandrere slipper ind i Danmark om dagen.

- Vi havde en forventning om, at Morten Bødskov ville agere på historierne, der var fremme dengang, og derfor spurgte vi også til det i blandt andet retsudvalget. Men vi kan nu konstatere, at han som sædvanlig er hård i munden, men når det kommer til handling, sker der intet. Det er uacceptabelt, at Københavns Lufthavn er et helle for illegale indvandrere, og det skal der gøres noget ved, siger Karsten Lauritzen.

Peter Skaarup er heller ikke imponeret over Morten Bødskov i sagen:

- Han har udmærket været klar over problemets omfang, men han ignorerer det bare. Det nytter ikke noget, og derfor skal der handles nu, siger Peter Skaarup, der har kaldt Morten Bødskov i samråd om problemet, hvor han vil kræve, at Københavns Politi får flere ressourcer, så der kan foretages flere kontroller af ankomster, hvor man ved, at der kommer illegale.

BT har de senere dage beskrevet, hvordan Københavns Politi vender det blinde øje til, mens illegale indvandrere fra specielt Italien frit kan indrejse i Danmark, fordi politiet ikke har mandskab til flere kontroller.

Årsagen til den manglende kontrol skal blandt andet findes i, at Schengen-reglerne, som Danmark tiltrådte i 2001, ikke tillader paskontrol, men kun såkaldte kriminalitetstjek, hvor passagerer fra andre Schengen-lande bl.a. tjekkes for falske papirer. Men en anden væsentlig grund til den manglende kontrol af Schengen-ankomster er, at Københavns Politi, der står for håndteringen af politiarbejdet i Københavns Lufthavn, ikke har mandskab til at gøre noget ved problemet.

Burde have ’fanget’ den

BT ville gerne have spurgt Morten Bødskov om problemerne med illegal indvandring gennem Københavns Lufthavn, men han er på ferie og henviser i stedet til formanden for Folketingets Retsudvalg, SFs Karina Lorentzen.

Hun sagde tirsdag, at det er uacceptabelt, at der kommer et så stort antal illegale fra Italien, uden at politiet kan gøre noget ved det.

- Vi burde nok have fanget den sidste gang (efter Dansk Politis historie i august 2012, red.), og jeg kan garantere, at det sker nu. Der er ikke nogen løsning på problemet, for nogle af tingene skal tages op i EU, men jeg har bedt om, at emnet bliver et punkt på dagsordenen, når vi mødes i politiforligskredsen 20. november, siger Karina Lorentzen.