Dyrenen i Odsherred Zoo har måttet fryse, siden hovedfyret i Odsherred Zoo Rescue satte ud i slutningen af december forrige år. Nu søger parkens direktør en sponsor, så der hurtigst muligt kan installeres et nyt.

Vinteren er for alvor kommet til Danmark med sne og frostgrader, der kræver masser af tøj og ekstra opvarmning i hjemmene.

Desværre er det ikke en mulighed for dyrene i Odsherred Zoo, hvis 19 år gamle hovedfyr holdt op med at fungere i juleferien sidste år.

Flere af havens dyr kan dog godt klare de kolde tilstande, der jævnligt dykker under frysepunktet, men for tropedyrene, der normalt er vant til langt højere varmegrader, end hvad det danske vejr typisk kan præstere, har den manglende opvarmning været ekstra hård.

Af samme årsag har det været nødvendigt at flytte dem på stald fra deres sædvanlige indhegning i havens tropehus, fortæller direktør for Odsherred Zoo, Joan Thygesen, til sn.dk:

»Både de og jeg fryser, så vi har brug for et nyt fyr. Det koster 100.000 kroner, men forhåbentlig har jeg fundet en sponsor til en del af beløbet.«

Hun fortæller desuden, hvordan hun var nødt til at tage en af havens ældre capuchin-aber med hjem, efter den var blevet opereret som følge af et slagsmål.

Hun frygtede, at den lille abe, Kloklo, ikke ville kunne holde varmen i sit bur, og lod den derfor sove foran hendes brændeovn om natten.

Søger sponsorer til den trængte zoo

Det er ikke kun til installationen af nyt fyr, Joan Thygesen søger sponsorater.

Den zoologiske have, som huser omkring 600 dyr, har flere gange tidligere været økonomisk trængt, og 2016 kan tegne til at blive et hårdt år for havens bundlinje.

Ud over omkostningerne til et nyt fyr, kan havens nemlig også se frem til at 'kun' at modtage 50.000 kroner i stedet for det forventede beløb på 350.000 kroner fra den ene af de to hovedsponsorer.

Den ærgerlige besked har dog ikke slået parkens direktør ud, som arbejder på at finde en løsning på zooens økonomiske situation:

»Lige nu er vi i fuld gang med at finde en ny hovedsponsor, der har lyst til at blive en del af arbejdet med dyreparken,« siger hun.