Har du hørt om Victoria Properties A/S? Nej, vel. Det er der formentlig ikke mange, der har. Og derfor er det kommet som en meget stor overraskelse, at det danske ejendomsselskab ud af det blå er steget med næsten 1.000 procent i værdi på Børsen.

Overraskelsen over Victoria Properties A/S's voldsomme stigning i værdi på den danske børs i begyndelsen af året har været så stor, at nyheden er nået hele vejen til det store udenlandske finansmedie Bloomberg, der beskriver sagen.

Men hvorfor er Victoria Properties A/S pludselig steget næsten 1.000 procent i værdi siden årsskiftet? Det er en stor gåde åbenbart også for selskabet selv.

Victoria Properties A/S's aktiekurs.
Victoria Properties A/S's aktiekurs. Foto: Bloomberg
Vis mere

Stigningen har fået det danske selskab, som hovedsageligt beskæftiger sig med det tyske ejendomsmarked, til at udsende en udtalelse, hvor man maner til besindighed.

'Ledelsen i Victoria Properties vil gerne gøre det klart, at der ikke har været ændringer i Victoria Properties' økonomiske forhold, og der er ikke offentliggjort planer om selskabets fremtidige strategi,' siger selskabets administrerende direktør Rasmus Bundgaard i udtalelsen ifølge Bloomberg.

Han slår fast, at selskabets egenkapital er uændret og derfor stadig 'lig med omkring nul kroner'.

Bloomberg har forsøgt at opklare, hvad der præcis skyldes den pludselige og voldsomme stigning i værdi. Men det har ikke været muligt at blive meget klogere på. Dog har de fundet frem til, at hovedparten af handlen med aktien efter nytår blev udført af selskabet NordNet AB.

Selvom Victoria Properties A/S har haft en imponerende stigning i den første del af 2017, så er aktien fortsat langt fra fordums styrke. Og den er faktisk faldet med hele 98 procent, siden den toppede tilbage i 2006.

Den voldsomme stigning i begyndelsen af året kommer nok som en stor ærgrelse for selskabet Euroinvestor.com. 29. december - altså få dage inden de voldsomme stigninger - valgte selskabet ifølge Bloomberg at sælge godt 65 procent af selskabets aktier i Victoria Properties A/S til tre forskellige selskaber.