Vi skal i Danmark have monarkiet omdannet til demokrati, og det er utroligt, at der ikke bliver stemt om, hvem der skal være konge eller dronning. Det mener formand for Radikal Ungdom, Victor Boysen.

I en kommentar i Berlingske tirsdag skriver han, at han ikke ser dronningens nytårstale den 31. december. Han beskriver Danmark som et land, der bygger på demokrati og lighed, og hvor det er indsats og viljestyrke, der afgør, hvad man opnår i livet.

Og Victor Boysen mener, at det danske kongehus er 'alt andet end det.'

»Tænk, at vi i det Herrens år 2016 stadig har indrettet vores samfund på en sådan måde, at en håndfuld heldige asener fødes til et liv i sus og dus på toppen af landets kransekage. Tænk, at magt og privilegier stadig kan tages for givet, hvis dit blod er kongeligt nok. Tænk, at landets statsoverhoved ikke er på valg. Jeg fatter det ikke,« fortæller Victor Boysen, der også kritiserer beløbsstørrelsen af prins Henriks pension.

Han fortæller videre, at han da formentlig ville stemme på Dronning Margrethe, hvis hun stillede op til et 'demokratisk valg'. Muligheden for overhovedet at stemme mangler bare.

Victor Boysen fortæller desuden, han er træt af 'samle-argumentet' i forhold til at bevare kongehuset, og han mener, at det hele i sidste ende handler om 'principper og værdier,' og at Danmark er et demokratisk land, hvor alle er lige for loven.

»Kongehuset stritter alle de forkerte steder på min krop. Det er ganske enkelt udansk. Jeg håber, at vi snart ruller vores demokratiske sindelag ud i alle samfundets afkroge og omdanner monarki til et reelt demokrati,« slutter Victor Boysen.

Sebastian Olden-Jørgensen, der er historiker og kongehusekspert ved Københavns Universitet, fortæller til BT, at den radikale formands kritik er snæver og mangler et historisk perspektiv.

»Både demokrati og lighed for loven er globale og universelle værdier. Danmark har været et kongedømme, væsentligt længere end det har været et demokrati. Det har faktisk været et enevældigt kongedømme længere, end det har været et demokrati,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Han mener, at der er en generel begejstring rodfæstet i befolkningen, når det kommer til kongehuset. Og at der er langt mere i det, end at statsoverhovedet holder en nytårstale hvert år.

»Kongehuset giver tydeligvis meget store dele af den danske befolkning en følelsesmæssig tilfredsstillelse, der udtrykker deres tilknytning til Danmark. Kongehusets styrke er måske netop, at det er en del af den danske identitet og det at være dansk. Det er meget menneskeligt, og man føler, man nærmest kender kongefamilien. Man lever med i dem, og de mødes med befolkningen på forskellige måder. Det er en del af den mere følelsesbetonede og upræcise nationalfølelse,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.