Et forældrepar fra en lille by på Fyn 15 kilometer fra Odense er i dybt chok, efter de pludselig fandt ud af via Facebook, at deres 15-årige datter havde konverteret til islam i en moske i Vollsmose uden deres samtykke eller viden. Nu er de desperate for at få hende ud af troen igen.

”Det er jo et overgreb på vores barn og et overgreb på os som forældre. De har jo taget forældremyndigheden fra os, når de tager vores barn ind i moskeen og lader hende konvertere uden at spørge eller informere os. Hun er blevet hjernevasket.  Vi har ikke noget at skulle have sagt, og det kan ikke være rigtigt.” siger moderen til den 15-årige pige.

Familien er kristen og har valgt at være anonym, men deres identitet er redaktionen bekendt. De tør ikke stå frem, fordi de føler sig forfulgt af hele miljøet i Vollsmose, som kontakter dem via chatfunktionen på Facebook, Messenger, døgnet rundt og ringer ind til moderens arbejde for at få forældrene til at acceptere datterens nye religion. Derfor har de både fået hemmelig adresse og telefonnummer. Den konverterede piges et år ældre storebror er sågar blevet truet flere gange af personer fra Vollsmose, fortæller det rystede forældrepar.

Det var også via Facebook, de fandt ud af, at datteren var blevet muslim.

”Søndag aften forrige uge klokken 22.19 tikker der pludselig en besked ind på Messenger med et billede af vores datter i tørklæde. Beskeden er fra en pige, jeg ikke kender. Jeg var i chok,” siger moderen mens stemmen knækker, og tårerne begynder at fylde hendes øjne.

BT har set beskeden og billedet, hvor en storsmilende ung kvinde iklædt tørklæde og sort islamisk klædedragt holder et slags diplom op foran sig. Hen over billedet står der ’Velkommen til islam elskede’ efterfulgt af to hjerteemojis. En kvinde fra Vollsmose har sendt beskeden og skriver til moderen under billedet; ’Hej, hvad er din mening til, at din datter er konverteret til islam’ efter fulgt af en smiley.

Der blev også lagt en video op af den nu konverterede pige på hendes Facebook-profil af selve ceremonien fra moskeen i Vollsmose, og dagen før fandt forældrene en bog med titlen ’Guiden til islam,’ som datteren havde bestilt gratis på nettet og læst.

”Det er et drastisk skridt, som vi ikke forstår. Jeg kan ikke forstå, at det kan foregå på dansk jord, og at de må gøre det med vores børn, der ikke er fyldt 15 år,” siger hun.

Og med et meget fast blik og klar stemme tilføjer hun.

”Hvis hun vil ind i mit hus, så skal hun tage tørklædet af. Hvis hun har tørklæde på, så kommer hun ikke ind her. Fordi det er kvindeundertrykkende. Det mener jeg virkelig, det er. Vi går jo heller ikke rundt ude i Bilka med et kors. Det gør de jo. De reklamerer for deres religion jo. Det skal mændene jo ikke. Men hvorfor skal kvinderne så tildække sig og blive undertrykt på den måde.”

Ceremonien foregik sent om aftenen, hvor den unge pige iført tørklæde skulle sige en remse på dansk og arabisk nogle gange. Hun stod bag en skærm, for kvinderne må ikke være i samme rum som mændene, så hun kunne heller ikke se den mandlige imam, der foretog ceremonien. Mere skal der ikke til, så nu er hun muslim.

”Hun har sagt, at det gik så stærkt, så hun kunne slet ikke følge med,” fortæller hendes mor.

I fire døgn efter ceremonien var datteren forsvundet og var kun i kontakt med sine forældre via sms, hvor hun lykkeligt skrev om sin nye tro. Ingen vidste, hvor hun opholdt sig, men hendes forældre formoder, det er hos veninder i Vollsmose, hvor hun er forsvundet flere og flere gange det sidste år. Nogle gange i flere dage ad gangen uden at give lyd fra sig.

”Hun forsvandt for første gang i august sidste år, og så stak hun af ud til Vollsmose, og vi blev rædselsslagne. Hun var væk en hel nat, og hun blev efterlyst af politiet, det var rædselsfuldt.”

Det er ikke mere end et års tid siden, den unge kvinde blev døbt og konfirmeret, og hun har gået i en grundtvigsk skole, hvor de har bedt morgenbøn hver morgen. Familien er gået meget op i at lære deres børn danske og kristne værdier.

Men så skete der noget. Hun stoppede med at spise svinekød og fjernede sig mere og mere mentalt fra familien, skolen og sin tidligere vennekreds. På et tidspunkt blev hun kæreste med en fyr fra Vollsmose og fik en masse nye veninder derude.

”Hun begyndte at være mest på værelset og passe sig selv, og hun har haft svært ved at passe sin skole, fordi hun ligger hele natten og chatter med folk der ude på Facebook. Det har fyldt alt oppe i hendes hoved. Det, vi frygter aller mest, er, at hun pludselig bliver giftet væk. Så er det slut, så kommer hun ikke her mere, så er hun stort set væk,” siger konvertittens far.

”Hun har næsten ikke nogen danske veninder tilbage. Det er jo det, de gør. Det er lidt ligesom en sekt,” siger pigens mor.

Forældrene fortæller også, at de giver hende penge til cigaretter ude i Vollsmose og i det hele taget har omfavnet hende med kærlighed, som har givet hende en følelse af fællesskab.

”Hun fortalte, at alle i Vollsmose allerede vidste, hun var konverteret og kom hen og ønskede hende tillykke, og det var en rigtig rar følelse for hende. Hun er jo bare en forvirret teenager, der ikke aner, hvad hun gør,” siger den fortvivlede far.

Nu sidder forældrene tilbage og frygter at miste deres datter. De har kontaktet kommunen for at få hjælp, men sagsbehandleren har oplyst, at hvis hun ikke er i overhængende livsfare, og at hun er under ordentlige forhold, når hun opholder sig i Vollsmose, så kan de ikke gøre noget.

”Der er virkelig et hul i lovgivningen, og det MÅ politikerne gøre noget ved. Den anden vej skal man have forældrenes samtykke, hvis man melder sig ind og melder sig ud af folkekirken, men når det gælder islam, så kan de bare komme og tage vores børn fra os, og vi er helt magtesløse.”

BT har kontaktet moskeen, hvor ceremonien ifølge forældrene højst sandsynligt er foregået, men de har ikke svaret tilbage. Vi ville gerne have spurgt dem om, hvorfor de har konverteret den unge kvinde uden forældrenes samtykke. Vi ville også meget gerne have snakket med datteren, men det har forældrene ikke tilladt, og da hun er under 18, har vi efterkommet deres ønske.

Naser Khader: Loven skal laves om

Den konservative politiker Naser Khader har oplevet en stigning i henvendelser fra forældre, der sidder i samme situation som forældreparret fra Fyn. Han mener, det er dybt problematisk, hvis man kan konvertere uden sine forældres samtykke, hvis man er under 18.

”Det er jo en forfærdelig situation, at man som forældre har teenagebørn, der pludselig kommer ind i noget, som man ikke kan overskue. Der er ikke i sig selv noget galt i at konvertere, hvis det er en fredelig form for islam. Men der er stor risiko for, at de havner hos de forkerte,” siger han til BT.

Han henviser til, at det oftest er de mest ekstreme moskeer, som er islamister og salafister, der er ude og hverve aggressivt, som i tilfældet med den fynske pige

Derfor vil han nu undersøge, om moskeen er anerkendt, for så kan det være, man kan lave nogle sanktioner over for imamen eller selve moskeen. Men politikeren ville gerne gå skridtet videre.

”Jeg er ved at undersøge lige nu, om det kan være lovligt, når et barn er under 18. Hvis det ikke har nogen konsekvenser, som det er nu, så mener jeg, at vi skal gøre noget ved det, så det ikke sker fremover.”

For det er nemt at lade sig lokke, mener han, der har mødt flere frustrerede forældrepar. Og der er grund til bekymring, hvis ens barn konverterer til islam.

”Vi har Kundby-sagen, hvor en meget ung, dansk pige planlagde terror, og jeg har selv en pige i min familie, der var nysgerrig og begyndte at gå til koranundervisning, og så endte hun i Syrien, så det kan hurtigt ende galt.”

Fakta: Det siger lovgivningen

Vi har også været i kontakt med Kirkeministeriet, som oplyser, at man skal have forældrenes samtykke, hvis et barn under 18 vil melde sig ud eller ind af folkekirken, men at det ikke gælder, hvis man konverterer til andre religioner. Et udvalg er dog ved at kigge på lovgivningen på området, når det gælder andre religioner end kristendom.