Gør vi nok for at stoppe mobning? Gør vi nok for at give gode værdier videre til vores børn? Gør vi nok for at gribe ind, når vi oplever noget, vi instinktivt kan mærke er forkert?

Danseren og skuespilleren, Silas Holst har fået sparket gang i debatten om vores berøringsangst og mangel på konsekvens, når vi oplever børn, unge og andre voksne overskride vores grænser. Anledningen var en episode i Hedensted torsdag eftermiddag, hvor 663 unge og deres 30 lærere brugte to undervisningstimer på at høre Silas Holst holde foredrag om sine egne erfaringer med at blive mobbet - og hans budskaber om at stoppe det.

Under foredraget begyndte fem piger at grine, da han fortalte om en 13-årig norsk pige, der begik selvmord pga mobning. Silas Holst bad tre gange pigerne stoppe, men det hjalp ikke. Til sidst gik han ned og konfronterede dem og spurgte, hvorfor de grinede. Men han fik intet svar, og bad derfor den midterste af pigerne om at flytte hen på en ledig stol væk fra de andre. Den håndtering er faldet nogle kritikere for brystet, fordi de mener, at Silas Holst dermed udstillede pigen overfor resten af kammeraterne, andre roser ham for at vise konsekvens.

Silas Holst siger selv, 'at vi efterhånden bor i et angstsamfund, hvor vi ikke tør konfrontere hinanden' og det giver mobbeekspert og mobbeforsker, Helle Rabøl Hansen ham ret i:

»Jeg er helt enig i, at vi ikke blander os nok. Vi lever i en udpræget bland-dig-ikke-kultur, som dels hænger sammen med angst for ikke selv at få problemer, dels hænger sammen med, at vi har vænnet os til det. Det er nemlig sådan, at mobning er en medlidenhedsstopper, der har en brutal virkning over tid: Vores krop og hjerne kan ikke holde ud at se på mobning, og derfor begynder vi langsomt at acceptere det, for at kunne være i det,« siger Helle Rabøl Hansen.

Hun fortæller, at det er Holocaust-forskningen, der har gjort os klogere på hverdagskonflikter, som for eksempel mobning. For hvad var det, der gjorde, at naboer under krigen passivt så til, mens naboen blev hentet om natten? Hvad var det, der fik folk til at søge arbejde som togførere på de tog, man vidste fragtede folk til koncentrationslejre under krigen?

»Det starter som passivitet og udvikler sig langsomt til accept i hverdagen. Derfor har Silas Holst ret og der er kun et svar: Man skal man aldrig være bange for at blande sig. Tværtimodj: Bland dig, bland dig, bland dig. Voksne er ofte ikke særligt gode til det, og derfor bagatelliserer mange, hvad der sker«, siger Helle Rabøl Hansen.

Hendes forskning viser, at børnegrupper begynder at forsvare mobning, når de har levet med mobning over tid. Begynder at fortælle, hvor god klassen er. Og den samme tendens har hun mødt hos lærere og skoleledere.

»Jeg oplever stadig, at skoleledere henvender sig til mig og beder om hjælp, men samtidig understreger 'det er jo ikke, fordi vi har det store problem med mobning.' Jeg er så træt af den sætning, for når jeg kommer ud på skolen viser det sig altid, at der faktisk er et problem. Det handler om berøringsangst og angsten for at få et dårligt renomme.«

Flere lærere og forældre giver udtryk for, at 'opdragelse er forældrenes ansvar' - at det ikke er noget, man kan klandre lærerne for?

»Jeg er helt uenig. Opdragelse er en fælles opgave. Hvis man tror, at forældre kan programmere deres børns opførsel i skolen hjemmefra, så tager man fejl. Jeg har oplevet meget brutale skoleklasser, hvor alle elever er kommet fra trygge hjem med gode værdier. Men når de træder ind i en klasse med en usund socialpsykologisk kultur, så handler det om junglekultur, hvor den stærkeste overlever. Derfor skal voksne altid være tydelige rollemodeller i både ord og handlinger over for børn. Når voksne ser krænkelser, skal de stoppe det, så børnene lærer, hvad der er rigtigt og forkert.«

Hvad er dit gode råd til debatten?

»Lad være med at tale negativt om andre børn, giv de gruppe dit barn er i masser af støtte som samlet gruppe og bland dig, bland dig, bland dig. Hellere kaos et øjeblik end passiv accept,« siger Helle Rabøl Hansen.