En affaldsbunke, der er godt 20 meter lang, fire meter bred, godt to meter høj og angiveligt vejer flere tons, er blevet læsset af på en privat vej i Nordsjælland.

Det skriver det lokale medie Netavisen Gribskov.

Det er på vejen Dragstrup Enghave i Gilleleje nord for København, at der i tidsrummet mellem tirsdag klokken 17.00 og onsdag morgen klokken 8.00 er blevet læsset adskillige tons affald af.

Endnu er det ikke lykkedes at finde frem til de rette ejere af den store mængde affald, og derfor risikerer beboerne på vejstykket at ende op med regningen for fjernelsen af affaldet. En regning, der ifølge Netavisen Gribskov formentlig vil ende på knap 25.000 kroner.

Det vides ikke, hvor affaldet præcist kommer fra, men i mængden er der både tagpap, kloakrør, tæpper, en madras og masser af træ.

Hvis man har hørt eller set lastbiler i området, der har læsset affald af, så hører Nordsjællands Politi gerne fra dig. De kan kontaktes på telefon 114.