Efter 260 dage lykkedes det fodboldlegenden Michael Laudrup og fruen Siw at sælge parrets 426 kvadratmeter liebhaver-villa i Vedbæk nord for København.

Køberen er den 61-årige Michael Spangsberg, der er kendt for sit slik-imperium i form af Spangsberg-flødeboller og BonBon-slikket, skriver SE og HØR, der udkommer onsdag.

Til BT fortæller Michael Spangsberg:

»Det har altid været en drøm for mig at komme tæt på vandet, så jeg glæder mig til at høre bølgernes brusen om morgenen,« siger erhversmanden og tilføjer, at han nu overvejer, om han skal blive vinterbader med vandet så tæt på.

Michael Spangsberg og Laudrup-familien har de seneste ni måneder forhandlet om prisen på den store villa, der til sidst endte på svimlende 34 millioner kroner.

Dermed har ægteparret Laudrup måttet give et afslag på fem millioner kroner i forhold til de 39 millioner, som villaen senest var udbudt til.

Nu går Michael Spangsberg og hustruen Linda og venter på, at de kan flytte ind i villaen. Parret fik nøglen til huset i sidste uge, men der skal lige lidt malerarbejde til hist og her, før de endelig flytter ind,

»Huset står rigtig pænt, og det er jo ikke så forfærdelig gammelt, men vi vil gerne lige have det malet i vores farver, inden vi flytter ind,« fortæller Michael Spangsberg.

I 2012-13 udbød Laudrup ifølge Boligas oplysninger også villaen til salg. Dengang nåede den at være på markedet i godt et år, uden en interesseret køber meldte sig.

Udbudsprisen hed 38 millioner kroner - 30 millioner mere, end det beløb Michael Laudrup betalte, da han i 1994 selv købte grunden, som han sidenhen både har udstykket og bygget huset, der netop er solgt, på.



Huset er blandt andet opført med en stor hall, køkken-alrum og to terrasser i stueplan, mens førstesalen byder på et forældresoveværelse med påklædningsgang og et soveværelse med balkon.